Historien om min egen fødsel
Sådan forløb min fødsel m.m.

Som du sikkert ka' forstå fra siden om mine hemmeligheder, så er jeg altså født med en meget mild højresidet spastisk lammelse, som gør, at jeg for det første ikke bare er venstrehåndet, men praktisk talt slet ikke ka' bruge min højre hånd. Og for det andet har jeg hele livet lidt af epilepsi, hvilket du ka' læse meget mere om inde på siden om netop min epilepsi.


Mit handicap skyldes i bund og grund ganske enkelt, at jeg under min mors svangerskab med mig, ikke fik noget/nok ilt i ca. 2-2½ minut: Min mor var nemlig så uheldig, at få Gigtfeber som 15-årig. Så gik der ca. 4 år, og så fik hun det guddødeme igen som 19-årig. På det tidspunkt var hun så uheldig, at det satte sig på hjertet. Hun har så haft dårligt hjerte siden, og tilbage i 1993 fik hun så en ny hjerteklap på Rigshospitalet.


Hun har så født 2 normaltfungerende børn i 1961 og i 1964. Men da jeg så kom til som efternøler i 1973, var hun så uheldig, ramle ind i en forrygende lungebetændelse – formentligt Legionella eller Mycoplasma – ca. 3 ugers penge før min fødsel.


Men, på trods af min far – som både var praktiserende læge på Vesterbro i København, og hele den nærmeste families læge – hans flittige medicinudskrivningen undervejs i forløbet, blev min stakkels mor bare mere og mere dårlig.


Og efter en uges sygdom ca. 14 dage før min fødsel, i min fars tålmodige venten på, at, nu må det da snart blive bedre med den forpulede lungebetændelse, kulminerede det hele med, at min stakkels og hårdt prøvede mor, pludseligt både fik åndenød og blev helt gasblå i pæren. Forskrækket over dette efter, at ha’ kigget sig selv i spejlet, bad hun min far om, at indlægge sig på ”Riget”, altså Rigshospitalet. Der var der nogle søde læger og sygeplejersker, som gjorde alt, hva’ de kunne årstallet taget i betragtning, for, at bedre min mors tilstand og mildne de forfærdelige hosteanfald hun havde hvert øjeblik, og som bestemt ikke var synderligt sunde for mig, da hun jo for hver gang hun hostede, maste på mig.


Så de – altså lægerne og sygeplejerskerne af begge køn – kom udover, at fylde hende med antibiotika i rigelige mængder, bl.a. også kom med spandevis, af kamillete med både citron, mælk, sukker og honning m.m. i.


Og det hjalp også lidt, at sidde i sengen og indånde den varme damp fra teen til, at løsne lidt på den seje hoste, og drikke lidt af den i ny og næ. Men det var jo bare ikke helt nok til, at gøre hende rask igen.


Så ind imellem i dårlige perioder under hendes større hosteanfald, sad min mor ret og ned i sengen og hostede og hakkede som en besat til den helt store guldmedalje, så det stod ud ad munden på den stakkels dame, som nu for alvor var gasblå i hele krydderen.


Og oven i alt det havde hun også svært ved, at få vejret – og der var ikke nogen meteorolog i nærheden til, at gi’ hende det – nej, spøg til side. Hun ku’ ikke få luft, så hun fik ilt i en maske, så hendes endnu ufødte hårdt prøvede foster – altså undertegnede – ku’ få noget af den så livgivende ilt ad den vej.


Efter ca. 8 dages indlæggelse, blev hun udskrevet igen. Og min far fik så, at vide, hva’ han skulle ordinere til hende. Resten af tiden de sidste 6-7 dage op til min fødsel, kom sygdommen så omsider langsomt, men sikkert under kontrol, men hun småhostede stadig lidt, da jeg blev født.


For en god ordens skyld, ska’ jeg lige sige, at jeg ikke er født på selve Rigshospitalet, som jeg ellers indtil nu helt fejlagtigt og enfoldigt naivt har gået rundt og troet på hele mit liv.


Jeg er derimod, ifølge min mor – som i sagens natur burde vide det, hvis hun da eller ka' huske det, og det ka' hun i modsætning til mig – født på det gamle militærhospital på Tagensvej lige overfor Rigshospitalet. Rigshospitalet var man nemlig på daværende tidspunkt i dinglende fuld gang med, at grave underjordiske gange over til netop det gamle militærhospital, fra netop Rigshospitalet.


Så det var der fødeafdelingen dengang interimistisk var placeret mens gravearbejdet stod på, og det er der hele handlingen under min fødsel foregår – OG ALTSÅ IKKE PÅ SELVE RIGSHOSPITALET , som jeg som nævnt først havde troet.


Det gamle Rigshospital fra det herrens år 1757 – som i øvrigt ka’ fejre 250 års jubilæum her i 2007 – var simpelt hen under videreudbygning på daværende tidspunkt, og derfor var fødeafdelingen midlertidigt flyttet over til det gamle militærhospital sammen med bl.a. en øreafdeling.


Så derfor foregår handlingen til din orientering som sagt der. Det gamle militærhospital eksisterer vist endnu, og er vist i dag en specialafdeling for Rigshospitalet, men inden for hvilket område(r), ved jeg dog desværre ikke rigtigt på stående fod her i skrivende stund.


Men ifølge en artikel på nettet fra ugebladet Sygeplejersken fra uge 28 i 2000: fra den 3. til den 9. juli 2000, omhandlende en voldsom tagbrand på Rigshospital for 12-20 mio. kr. den forudgående torsdag fra ugen før, som efter nærmere granskning af webkalenderen på www.rmadsen.dk/kal , var torsdag den 29. juni 2000, så har det gamle militærhospital fire etager og huser Sexologisk Klinik, en alkoholenhed og et forskningscenter. Desuden bruges kælderen til militær- og krisepsykiatri og til opbevaring af gamle håndskrevne patientjournaler, som ikke er registreret på edb.


Om det stadigvæk er gældende her små 7½ år senere, ska’ jeg la’ være usagt, men i dag udkommer bladet Sygeplejerske hver 14. dag i lige uger, som det i øvrigt har gjort lige siden 2003.


Men undervejs ca. et par dages penge før min fødsel, var min mor, som så mange gange tidligere, til noget førfødselstræning inde i et separat stort gymnastiksalslignende rum/lokale i forbindelse med selve fødeafdelingen på det gamle militærhospital.


Og lige pludseligt ku’ hun mærke noget der ligesom sivede som om hun tissede i bukserne uden hun ku’ holde det tilbage. Hun fortalte det diskret til den jordemoder hun og de andre trænede med, og hun – altså jordemoderen – sagde: ”Så syn’s jeg, at du ska’ gå op og melde dig på fødeafdelingen”.


Men under ingen af sine 3 fødsler, har min mor haft ret meget mave – og således heller ikke denne gang. Og da hun havde en stor frakke på udover det hele, var der praktisk talt ikke en kat, der ku’ se, at hun var yderst højgravid.


Så da hun kom op på fødegangen – hvor man ikke sådan bare lige ka’ komme brasende ind som uvedkommende i tide og utide og forstyrre de fødende – kom en af jordemodereleverne hende i møde, og spurgte: ”Hva’ vil du her?” Og her var min mor så alligevel kvik nok i pæren, da hun spøgende svarede: ”Jeg er kommet til fødselsdag”, ”Hvems fødselsdag?”, spurgte den småforvirrede jordemoderelev.


Mit barns fødselsdag”, svarede min mor kvikt. ”Hvor!? Har vi dit barn her på afdelingen?” Nu var jordemodereleven virkelig for alvor forvirret. ”Nej, her”, sagde min mor, og pegede smilende ned på sin mave. ”Nå, okay!”, svarede jordemodereleven og trak lidt på smilebåndet, inden hun beordrede min mor til, at smide frakken og underbeklædningen – altså bukserne m.m. – og gøre sig klar i venteposition.


Det indvilgede min mor naturligvis i, hva’ andet ku’ hun gøre, når hun selv var gået derop med fødsel for øje. Så hun hoppede i noget hospitalskluns, og lagde sig til rette på briksen.


Så kom hende jordemodereleven fra før, lidt efter og undersøgte om vandet var gået – og det var det ganske rigtig. Derefter sku’ min mor ellers bare i gang med, at ”smutte mandler”, hvis du forstår en fin hentydning.


Også fordi, jeg jo ikke just ku' ligge tørlagt derinde med det meste fostervandet af vejen. Men da der jo nu var smååbent ind til livmoderen, var der dermed også fri passage for de værste vederstyggeligheder i form af infektioner og lignende, som kunne ”bade skarnet”, øh, jeg mener selvfølgeligt skade barnet/fosteret – altså undertegnede – ganske betragteligt.


Men foreløbigt fik min mor noget ve-stimulerende, da vandet kun var gået uden hun havde fået nogen veer ad den grund.


Nogen tid efter min kære moder havde høvlet den ve-stimulerende tablet indenbords og durk ned i løgnhalsen, fik hun de første veer. Derefter kom de regelmæssigt som perler på et svin, øh, jeg mer snor, med 5-10 minutters mellemrum, og i nogle af ve-pauserne travede lidt rundt på fødegangen og snakkede med nogle de andre fødende.


Sådan gik det meste af det første døgn uden nogen synderlig bonusgevinst i underetagen, hvis du forstår: Jeg havde ikke rokket mig mange millimeter, da dagen var omme og det var tid, at puttesove på militærhospitalet, hvor hun straks blev ønsket dybt godnat af alle jordemødrene.


Andendagen fortsatte, hvor den første slap med guirlander af veer på stribe med ca. 10-15 minutters penge imellem. Og igen var min mor oppe, at gå lidt rundt og snakke med de andre fødende i ve-pauserne.


En af gangene var hun sågar lige en lille bitte smuttur i bad. Efterhånden fik hun efterfølgende hyppigere og hyppigere veer, og de blev kun stærkere og stærkere – dog ikke mere en hun kunne holde det ud. Det var længe inden, at der var noget der hed Epiduralblokader og lignende nymodens hjælpemidler under en fødsel.


Hun fik dog noget lattergas, som hun var blevet instrueret i brugen af under en ve, til den forudgående førfødselstræning: Altså noget med, at man sku’ ta’ et par hiv – som ikke har noget med AIDS at gøre – i masken, når veen begyndte, og så lægge masken fra sig igen.


Så ville lattergassen på den forunderligt lumske måde, virke let bedøvende på veen når den toppede. I lattergassen var der naturligvis iblandet noget ilt, så man ikke bedøvede fosteret, og jeg som følge deraf evt. ville ralle og dingle ”fuld”stændig hæmningsløst, ukontrollabelt og yderst ugraciøst omkring derinde i mørket og male graffiti på væggene i fuldskab. Arh okay, spøg til side. Men nu, da veerne var taget til, ville jordemoderen nu lige se hvor meget der var åbnet op for godterne og undertegnede i underetagen – og det var jo efterhånden ganske gevaldigt.


Så ku’ jordemoderteamet pludseligt se, at min mor sku’ til, at knække sig. Hun fik så med lynets hast organiseret en kapsel – du ved de buede skåle, som i dag er lavet af presset pap til engangsbrug, men dengang vist var lavet af metal, og derfor ku' bruges flere gange med en rensning/rengøring imellem hver gang.


Men hun – altså min mor – fik sig altså sådan en kapsel, at brække sig i, og det gjorde hun så noget så eftertrykkeligt. Da det var overstået, og min mor altså havde kastede op en enkelt gang i metalkapslen, sagde jordemoderen: ”Så må du altså godt presse”. Det gjorde hun så gentagne gange alt det hun havde lært til hun var helt blålilla i femøren, og lige pludseligt, efter imellem ca. 30 og 45 stangstive timers fødselstortur på pinebænken, sådan mere præcist, kl. 14:15, om eftermiddagen, ga’ det pote:


Det sagde ”SVUP!!”, så det gjaldede på hele fødeafdelingen. Og så var der ellers dømt ”gevinst i underetagen” som, at smutte mandler til risalamanden ved juletid, og der lå stakkels lille jeg, som et ærkenyfødt drengebarn, nu i armene på jordemoderen, der nu gloede på mig, som et barn på en stor skålfuld blandet slik.


Men der manglede sgu fandendødeme noget meget vigtigt og yderst livsbekræftende efter min fødsel – nemlig barnegråd/-skrig/-vræl. Der var simpelt hen alt, alt for stille på stuen efter min fødsel. Skrigeungen – altså mig – havde i modsætning til de fleste andre bebser i denne meget tidlige alder, nemlig valgt at lægge benhårdt ud her i tilværelsens allerspædeste begyndelse, med, at holde kaje over for alt og alle omkring sig til at begynde med, som straf for alle de tryk og klem min forpulede møgkælling til mor, havde været så uforskammet, at gi' mig et sandt uvejr af under hendes utallige hosteanfald under sin nu næsten vel overståede lungebetændelse.


De – altså div. jordemødre og læger med følge, fandt hurtigt ud af den yderst barske årsag til min så standhaftige tavshed. Det var nemlig ikke en bevidst handling fra min side, men simpelt hen fordi at jeg ikke trak vejret ordentligt – jeg vidste nemlig endnu ikke, hvor jeg sku' trække det hen. Arh okay, spøg til side.


Det var som nævnt langt mere alvorligt, end som så. Den ene lunge – formodentligt den højre – havde nemlig simpelt hen ikke foldet sig ud.


Så jeg blev babu-babu lynhurtigt flyttet lige lugt ned på Neonatalafdelingen, hvor det så klarede ærterne, ragede alle kastanierne ud af ilden for stakkels lille mig og kylede mig i en kuvøse udenfor min mors syns- og rækkevidde.


Derfor aner hun ad gode grunde ikke en rygende skid om, hva’ i hede hule helvede de helt grundlæggende egentligt gjorde ved mig, og jeg ka’ ligeledes ad mindst lige så gode grunde, desværre heller ikke huske det mere selv. Så det må stå hen i det uvisse til evig tid.


Men jeg gennemgik dog den traditionelle procedure med bl.a. vejning og måling m.m. Og som mine to andre søskende, var jeg ikke ligefrem nogen kleppert: Jeg vejede 2.650 gram og var 50 cm lang.


Min mor mente selv, at jeg var født ca. 8-10 dage for tidligt, men der var dog nogle blandt jordemødrene, som mente, at jeg var født helt op til en måned for tidligt. Hvem der evt. måtte ha' ret, vil jeg la’ være op til dig, som læser, at vurdere.


Men min egen personlige mening, er, at jeg kom lige til min fødselsdag: Tirsdag den 6. marts 1973, kl. 14:15, og jeg lever formodentligt til jeg dør, på tirsdag den 25. oktober 2050, som godt og vel 77½-årig.


Men bortset fra dette lille sidespring, så mens jeg kom under kærlig og kyndig behandling af div. lægeteams, var der en af jordemødrene, der nu stak en sonde op i min mors livmoder med henblik på, at ta’ en prøve af det resterende fostervand, som stadig lå og skvulpede nok så lystigt derinde i den indvortes punchebolle, hvis du forstår en fin hentydning.


Man ville lige sikre sig, at det så normalt klart og rent ud og ikke var grumset og uklart. Men alt så helt normalt ud og var i den nok så skønneste orden på det punkt.


Efter endt behandling, hvor de havde fået den højre lunge til, at foldet sig rigtigt ud, lå jeg nu i kuvøsen med den helt rigtige luftfugtighed og blanding af ilt og kvælstof – så tæt på den atmosfæriske luft, som over hele hovedet muligt, da man, hvis man gi’r ren ilt, risikerer blindhed hos barnet.


Mens jeg lå der i kuvøsen blev jeg konstant overvåget af udvalgte læger og sygeplejersker på børneafdelingen. Således, at der ikke gik noget galt med mig, mens min mor selvfølgeligt savnede mig noget så gudsjammerligt og forfærdeligt.


Så begyndte hendes bryster naturligt nok pludseligt, at spænde af mælk. Så hun bad om, og fik straks udlevet en ren sutteflaske på afdelingen, som hun – som en sølle erstatning for mig – manuelt malke noget mælk ud i fra begge bryster, og ned i denne sutteflaske.


Dernæst gik hun så ned til mig med den nu stopfyldte sutteflaske. Men da det ikke var helt nok med en, fik hun udleveret en ny ren sutteflaske helt fuld af tom, som hun returnerede tilbage til fødeafdelingen med, og malkede resten ud i, som en anden Karolineko.


Savnet af mig var så stort for min mor, at hun var nede, at se til mig i min kuvøse flere gange om dagen. Og en af gangene nogle dage senere, så hun til sin store rædsel, at der var vild panik på drengen og meget alvorlige og bekymrede miner i ansigterne på de folk, som stod rundt om den kuvøse jeg plejede at ligge i.


Det fik min mor til, både at tænke og sige: ”Hjælp, hva’ sker der?”. Med et lettelsens suk, fik hun med det samme, at vide, af en af jordemødrene, da hun opdagede det forfærdede udtryk i min mors ansigt, at: ”Nåh, men bare rolig, han ligger ikke her på afdelingen mere. Han er kommet ned til de store”. Hvilket min mor selvfølgeligt blev kisteglad for, at høre.


Jordemoderen viste derpå straks min mor, hvor jeg nu lå og gassede mig i den dertil indrettede vugge på en anden afdeling for de lidt større børn. Og ved den lejlighed fik min mor for første gang også lov til, at holde mig, hvilket var en helt ny oplevelse, hun ikke havde prøvet før, med mig altså.


Dagene gik: den ene dag tog den anden mens jeg nu fik det gradvist bedre for hver dag. Da der var gået 6 dage efter min fødsel, nærmere bestemt på mandag den 12. marts 1973, blev min mor udskrevet med en beskeden regning på indlæggelsen, på 20,- kr. for hende og 10,- kr. for mig pr. dag = 30,- kr. pr. dag x 6 dage = 180,- kr. i alt. Denne regning har hun gemt helt frem til i dag, så det er der jeg har det fra.


Bortset fra det, så kørte min mor nu hjem til sin mor, altså min mormor på Genforeningspladsen i Nordvestkvarteret af København. Hun ringede dog lige hjem først inde fra hospitalet, hvilket jeg vender tilbage til om lidt.


Min far og morfar havde siddet hos min mormor, og råhygget sig med, at spise noget frokost med noget saltet torsk med snaps til. Formodentligt den klassiske Rød Aalborg, som min mormor næsten altid lå inde med et enkelt pragteksemplar eller 2 af.


De holdt begge 2 meget af netop den type torsk, mens min mor derimod ikke ku’ fordrage det, og i øvrigt heller ikke ka’ huske hva’ retten hedder i dag – den har nemlig et bestemt navn. Men bortset fra det, havde min kære mormor altså lavet netop den torskeret til frokost specielt til dem – altså min far og morfar.


Problemet var bare, at under frokosten havde min far fået mere, at drikke, end han turde køre bil i. Så da min mor ringede inde fra fødeafdelingen og hjem til sin egen mor, og fortalte det glade budskab, om, at hun nu var blevet udskrevet, fik hun efterfølgende min far i røret og fortalte præcis det samme til ham, i håbet om, at han ville komme og hente hende.


Men klogelig nok bad han hende i stedet for ta’ en taxa hjem, til min mors store skuffelse. Hun fik så en af jordemødrene til, at ringe efter en vogn til hende, og kørte så hjem til sin mor i den, da den kom. Hva’ taxaturen så kostede i daværende priser, ka’ min mor desværre under ingen omstændigheder huske i dag, men det ligger jo p.t. også godt og vel 34½ års tid tilbage.


Men bortset fra det, så beholdt de mig derinde på militærhospitalet i yderligere en uges tid. Og omkring 2 ugers penge efter min fødsel, omkring tirsdag den 20. marts 1973, blev jeg selv udskrevet.


Og en af jordemødrene ringede til mine forældre og sagde, at: ”Nu ku’ de krafknuseme godt komme og hente deres skrigende afskum af en møgunge”. Arh, det var måske nok ikke just den formulering, at pågældende jordemoder, der ringede, kylede lige i sylten på mine stakkels sagesløse, prisgivede og helt uforberedte forældre.


Men jeg var med andre ord så god som spritny, dugfrisk og klar til afhentning frisk fra fad ved førstkommende lejlighed inde på det gamle militærhospitals interimistisk opstillede fødeafdeling for Riget.


Så det gjorde mine forældre naturligvis lydigt og 100 % betingelsesløst og uden forbehold med det samme i min fars dyt, en lysegul Audi 80, mine forældre købte netop i forbindelse med min fødsel. Senere blev den så rusten, at min far spøgende mente, at den kunne sælges som rustvogn.


Men bortset fra dette lille sidespring, så da det var om eftermiddagen, kørte de lige rundt af Stor Magleby Fritidshjem – som vist ikke eksisterer mere – og samlede mine 2 ældre søskende op, som gik der, efter de havde hentet mig.


Og de var normalt ikke til, at drive ud derfra. Men de havde begge 2 meget længe set frem til, at jeg sku’ komme hjem. Så min far – som var gået alene derind, for, at hente dem mens min mor sad med mig i favnen på bagsædet ude i bilen og ventede – behøvede bare, at hviske dem den – i dette tilfælde – yderst magiske sætning i øret: ”Han ligger ude i bilen”.


Så røg de derud med lynets hast, satte sig ind på hver side af min mor på bagsædet. Og i bedste tegnefilm-stil, sad med røde hjerter i øjnene og bare kiggede forelskede på deres lille nye lillebror hele vejen hen til den hedengangne Store Magleby Kro, hvor jeg for sjov fik min sut dyppet i noget fadøl af ubestemmelig art af min mor.


Det var jo forkasteligt – som min mor spøgende udtrykker det i dag. Men jeg så ud til, at ku’ li’ det, da det jo smagte meget anderledes end den modermælk, jeg havde vænnet mig til i de første 14 dage af mit liv. Og vigtigst af alt: Jeg overlevede uden, at blive hverken syg eller dranker – ja faktisk bryder jeg mig ikke synderligt meget om øl i dag, som beskrevet på siden om ”Lidt om mig selv”.


Den spøg fik min far og 2 søskende til bare, at trække lidt på smilebåndet. Min mor ka’ i hvert fald i dag ikke huske, at de reagerede negativt på det. Så enten har hun fortrængt det, eller også havde de måske nok ikke engang reageret på det, hvis de da overhovedet havde lagt mærke til det.


Men efter en times tid på kroen, tog vi nu alle 5 hjem til vores 145 m 2 store barndomshjem på Treinsvej. Under graviditeten med mig, havde min storesøster spurgt sin mor om, hvor stor sådan en baby mon er. ”Som dukken der”, havde min mor sagt pegende på en af min storesøsters mange dukker. Dagen efter jeg var kommet hjem – altså onsdag den 21. marts 1973 – var rygtet om min hjemkomst gået som en løbeild på hele vejen, så alle naboerne med følge, kom på besøg og havde selvfølgeligt blomster med til det lille nye barn.


Men da de sku’ se mig, var vuggen pludseligt og højst overraskende gabende tom – hvor fa’en var skrigeungen nu blevet af? Men min mor havde lugtet lunten med det samme, og gik nu resolut ned til min storesøsters værelse.


Der fandt hun mig ganske rigtigt, men med noget af min storesøsters dukketøj på, for hun – altså min storesøster – ville lige se om vores mor havde ret i, at jeg var på størrelse med en af hendes egne dukker, og derfor også ku’ passe tøjet fra dem – og det havde hun: Dukketøjet passede mig på en prik.


Men med et lille træk på smilebåndet og nogle formaninger fra vores mor side, om, at det måtte hun altså ikke gøre, overlod min storesøster i allerbedste Cliff Richard-stil ”Den levende dukke” i form af undertegnede til vores mor, som hurtigt lige fik mig i noget mere tækkeligt kluns, og afleverede dukketøjet tilbage til min storesøster, inden hun returnerede tilbage stuen til den første fremvisning af mig foran det yderst begejstrede nabopublikum.


Men tiden gik, og efter ca. 2 måneder, 3 uger og 6 dage, blev jeg som et 3 måneder og 11 dage gammelt barn, døbt ved pastor Erling Agnild i Stor Magleby Kirke med min små 22 år ældre kusine som gudmoder og hendes 3 år ældre storebror – min fætter – plus min farbror og hans kone – som begge er døde nu – som faddere, på søndag den 17. juni 1973. Knap 15 år efter blev jeg så konfirmeret som godt 15-årig tilbage på Store Bededag 1988, nærmere bestemt fredag den 29. april 1988 i samme kirke og med samme præst, som jeg forudgående havde gået til præst hos i ca. et halvt års tid forinden. Festen blev efterfølgende afholdt i Møllens Selskabslokaler på Amagerbrogade på Amager. Jeg ved dog til gengæld ikke, om hvorvidt det stadig eksisterer. Det var alt om selve min fødsel, og så lidt til.


Resten af min opvækst ka’ du læse meget mere om inde på siden om min livshistorie. Hele beretningen om min fødsel, er baseret på utallige spørgende opringninger til min mor over 2 dage: Hhv. torsdag og fredag den 6. og 7. december 2007. Og det har faktisk både været hyggeligt og lærerigt, hvor jeg fik nogle ting, at vide af min mor, som jeg aldrig havde vidst før. Bl.a. at hele forløbet foregik på det gamle militærhospital over for Rigshospitalet, og ikke på selve Rigshospitalet, som jeg altid tidligere har troet.


Eller det med, at hele den lille familie tog på kro i en times tid, og min mor dyppede min sut i øllet undervejs, efter både jeg og mine 2 ældre søskende var blevet hentet. Men bortset fra det, så er alt på denne side griflet i et Word-dokument, hvor jeg bedre har styr på sagerne og ka’ gemme det på en ordentlig måde. Inden hele svineriet er kopieret først ind i udklipsholderen, og videre der fra ind på siden om ”Mine mest intime hemmeligheder m.m.” i første omgang.


Men nu har jeg den i hvert fald, altså selve beretningen om min fødsel på min computer. Og måske senere også på en udprintning, men i hvert fald her på min hjemmeside, så min mor ikke ta’r den viden med sig i graven når hun engang om forhåbentligt mange år, ikke er i blandt os mere.


Kort tid efter min mormors 90. og allersidste fødselsdag tilbage i 2001, begyndte jeg, at lave en tilsvarende beretning om hele min mormors liv. Hun døde godt et halvt år efter fødselsdagen, og tilbage stod jeg med en halvfærdig beretning om min mormors liv, mens hun havde taget de resterende oplysninger med sig i graven. Og for, at gøre ondt værre, skiftede jeg min computer ud i 2004 uden, at overføre data fra den gamle til den nye, da den gamle computer havde en uoprettelig fejl på sig, som jeg ikke ville overføre til den nye, som jeg i øvrigt stadig har.


Dermed mistede jeg alle de data – og deriblandt min mormors halvfærdige livshistorie – som lå på den sølle 215 MB ”store” harddisk på den gamle computer helt tilbage fra fredag den 22. april 1994 omkring, kl. 15:30.


Min p.t. nuværende computer, er en stationær computer fra den danske elektronikgigant Amitech, som jeg har overtaget fra min bonusfar mod en betaling på 4.000,- kr. for den helt tilbage på onsdag den 7. april 2004, ca. kl. 14:27, som han helt oprindeligt havde købt til sig selv i Merlin sådan cirkus tilbage på onsdag den 23. marts 2003.


Men det, at miste sådan en beretning, som repræsenterer flere dage og ugers intenst griflearbejde foran computeren, som dermed er helt spildt på ingen tid, vil jeg ikke opleve med min mor. Så derfor har jeg nu lavet denne knap så omfattende beretning om min egen fødsel – den jeg ikke selv ka’ huske.


Som jeg udover, at jeg vil smide den her ind på min hjemmeside, til om ikke evig til, så i hvert fald mange år fremover, så vil jeg nok også ta’ en backup af den på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden.


Det var alt angående historien om min fødsel. Vil du vide mere om mig, er du altid mere end velkommen til at klikke dig videre ind på de øvrige undersider i denne gruppering.



Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

27.02 | 15:05

Lyder forfærdeligt :/

---------------------------------------
http://www.kviklantop.com/

...
02.09 | 16:54

Hej Christian, psykiater Kurt Rasmussen indstillede mig til førtidspension i 1996, - hvorfor han ikke, som du skriver gik pension i 1989, men 1999 😊

...
16.01 | 16:58

Din artikel er en klar argument, jeg kan lide din blog! Tak for at lade mig skrive under min hjemmeside!
http://www.burberrybagsaleoutlet.co.uk/
http://www.theb

...
05.12 | 08:08

Choose your favorite beats - Beats By Dre. And you can go to http://www.beatshovedtelefoner-dk.info/ store and

purchase them!

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE