Mine mest intime hemmeligheder m.m.
Bugges hemmeligheder

Til skræk og advarsel for alle som ikke kender mig personligt!: Du ka’ risikeret, at blive meget overrasket og få noget, at vide om mig, som du ikke havde forestillet dig med din vildeste fantasi, af, at læse hele denne tekst fra a til z. Er du helt afklaret med disse vilkår, er du mere end velkommet til, at læse vindere.

 

Er du derimod ikke afklaret med det, så stop hellere her mens legen er god. Du ku’ jo risikere, at blive virkeligt lamslået af det du læser. Nu er du advaret på forhånd.
 
Nu da det rent formelle er vel overstået, ka’ jeg jo lige så godt lægge alle kortene på bordet med det samme, sige det lige ud af posen og fortælle det råt for usødet en gang for alle: Jeg er født med et mindre handicap: En meget mild højresidet spastisk lammelse.

 

Hvilket betyder, at jeg ikke bare er Venstrehåndet med stort V, som nævnt på siden om ”Lidt om mig selv”, men jeg ka’ kun bruge den venstre hånd, og kun den højre arm til, at støtte med eller sætte noget en klemme imellem mit bryst og den højre arm. Det gør jer typisk når jeg slæber på noget andet i den venstre hånd.

 

Det betyder så også, at alt hva' jeg laver bogstaveligt talt er venstehånsarbejde. Men ogå at jeg naturligvis nok har nogle problemer i min hverdag, bl.a. ka’ jeg ikke lyne en lynlås som er åben i begge ender eller snøre sko med snørebånd.
 
Men det findes der jo heldigvis en løsning på. Og har jeg ikke selv en patentløsning i bogstaveligste forstand "på hånden", har min bonusfar - som også er venstrehåndet - muligvis en anden passende løsning på problemet i stedet for. Et Columbusæg, om du vil.
 
Summa summrum, med hensyn til min påklædning, lader jeg, der hvor det er muligt, min mor lyne en ny jakke for mig, for første gang. Og så lyner jeg for eftertiden ikke lynlåsen helt ned og trækker jakken over hovedet som en trøje, og tilsvarende når jeg ska’ ha’ den på:

Så tager jeg den over hovedet som en trøje, trækker den ned på plads og lyner op.

 

Sådan er det med min p.t. beige dynevinterjakke. Anderledes er det med min p.t. sorte sommerlæderjakke i specialbehandlet lammeskind. Så man ska’ passe på man ikke bliver helt paralyseret af den jf. ”Lamme”skind. Arh okay, spøg til side.

 

Men den jakke ka’ jeg ikke få ordentligt over hovedet når jeg tager den på – den højre arm smutter simpelt hen ud af ærmet hele tiden undervejs. Derfor har jeg valgt, altid, at ha’ den åben, men på den anden side, om sommeren har man jo i grunden alligevel sjældent brug for, at lukke sin jakke. Så det fungere fint og jeg fryser normalt ikke ad den grund.

Angående mine sko, så bruger jeg p.t. et par godt slidte ankelsko i sort læder med en enkelt bred velcrolukning på hver sko. Jeg ka’ godt gå på toilettet, men jer er helst fri, da jeg egentligt syn’s det er unødvendigt tidsspilde, og det derudover også er lidt besværligt med en hånd.

 

Det har jeg så for nogle år siden taget konsekvensen af, og render nu rundt herhjemme kun iført underbukser – også lige nu. Ja, okay, hvis ret, ska’ være ret – og det ska’ det jo engang imellem – så her i vinterhalvåret ka’ der altså godt blive så koldt i min lejlighed når frostgraderne hersker hinsides vinduerne, at jeg lige trækker i min mørkeblå badekåbe et kinesisk eller japansk tegn syet ind på den venstre brystlomme, den eneste lomme på hele badekåben.

 

Den badekåbe er oprindeligt en min mor købte til mig i Magasin, for efterhånden mange herrens år siden. Men den ka’ jeg heller ikke lukke med det medfølgende reb, bælte, bånd, snor eller hva’ man nu vil kalde det. Så den har jeg fjernet helt fra badekåben og holder den i stedet for lukket med min 90 graders vinkelbøjede højre arm klemt ind til brystet.

 

Men ellers render jeg rundt i underbukser, således, at der dermed er mindre tøj der ska’ fjernes når jeg ska’ derud på toilettet – og det ska’ man jo en gang imellem, hva’ enten man vil det eller ej. Jeg er dog imidlertid veludrustet med en funktionel selskabsblære, så jeg ka’ godt holde mig sådan nogenlunde længe, hvilket jeg også benytter mig af fra tid til anden, da jeg helst vil tisse eller skide for den sags skyld, på andet end mit eget toilet.

 

Og derfor undgår jeg også helt, at gå på offentlige toiletter medmindre jeg er på en heldagstur, hvor jeg ta’r højde for det. Det samme gælder når jeg er på besøg hos familien – der søger jeg af al magt, at holde mig til jeg kommer hjem igen. Men er det af den ene eller anden grund ikke muligt, ka’ jeg til nød godt bruge deres toilet en enkelt gang, men jeg er helst fri. Derfor har jeg også altid – også lige nu – et sammenkrøllet stykke lokumspapir i mine underbukser, som er ca. 3 meter langt fra nyt, men bliver gradvist mindre efterhånden som tiden går og det falder fra hinanden. Den ”serviet” bruger jeg som en slags primitiv ble – der i modsætning til almindelige bleer, ka’ skylles ud i toilettet uden problemer – til opsuge lidt af de sjatter urin, der evt. måtte ryge ved siden af, når jeg ska’ ud, at tisse.

 

Servietten har jeg typisk liggende i underbukserne i omkring en måneds tid eller, hvis jeg tisser i bukserne i lidt større stil eller når den simpelt hen bare er godt gammeldaws slidt op og efterhånden hænger i laser.

 

Men bortset fra det, så skyldes mit handicap i bund og grund ganske enkelt, at jeg under min mors svangerskab med mig, ikke fik noget ilt i ca. 2-2½ minut: Min mor var nemlig så uheldig, at få Gigtfeber som 15-årig. Så gik der ca. 4 år, og så fik hun det guddødeme igen som 19-årig. På det tidspunkt var hun så uheldig, at det satte sig på hjertet. Hun har så haft dårligt hjerte siden, og tilbage i 1993 fik hun en ny hjerteklap på Rigshospitalet.

 

Hun har så født 2 normaltfungerende børn i 1961 og i 1964. Men da jeg så kom til som efternøler i 1973, var hun så uheldig, ramle ind i en forrygende lungebetændelse – formentligt Legionella eller Mycoplasma – ca. 3 ugers penge før min fødsel. Men, på trods af min far – som både var praktiserende Læge på Vesterbro i København, og hele den nærmeste families læge – hans flittige medicinudskrivningen undervejs i forløbet, blev min stakkels mor bare mere og mere dårlig. Og efter en uges sygdom ca. 14 dage før min fødsel, i min fars tålmodige venten på, at, nu må det da snart blive bedre med den forpulede lungebetændelse, kulminerede det hele med, at min stakkels og hårdt prøvede mor, pludseligt både fik åndenød og blev helt gasblå i hovedet. Forskrækket over dette efter, at ha’ kigget sig selv i spejlet, bad hun min far om, at indlægge sig på ”Riget”, altså Rigshospitalet. Der var der nogle søde læger og sygeplejersker, som gjorde alt, hva’ de kunne årstallet taget i betragtning, for, at bedre min mors tilstand og mildne de forfærdelige hosteanfald hun havde hvert øjeblik, og som bestemt ikke var synderligt sunde for mig, da hun jo for hver gang hun hostede, maste på mig.

 

Så de – altså lægerne og sygeplejerskerne af begge køn – kom udover, at fylde hende med antibiotika i rigelige mængder, bl.a. også kom med spandevis, af kamillete med både citron, mælk, sukker og honning m.m. i.

 

Og det hjalp også lidt, at sidde i sengen og indånde den varme damp fra teen til, at løsne lidt på den seje hoste, og drikke lidt af den i ny og næ. Men det var jo bare ikke helt nok til, at gøre hende rask igen. Så ind imellem i dårlige perioder under hendes større hosteanfald, sad min mor ret og ned i sengen og hostede og hakkede som en besat til den helt store guldmedalje, så det stod ud ad munden på den stakkels dame, som nu for alvor var gasblå i hele krydderen.

 

Og oven i alt det havde hun også svært ved, at få vejret – og der var ikke nogen meteorolog i nærheden til, at gi’ hende det – nej, spøg til side. Hun ku’ ikke få luft, så hun fik ilt i en maske, så hendes endnu ufødte hårdt prøvede foster – altså undertegnede – ku’ få noget af den så livgivende ilt ad den vej. Efter ca. 8 dages indlæggelse, blev hun udskrevet igen. Og min far fik så, at vide, hva’ han skulle ordinere til hende. Resten af tiden de sidste 6-7 dage op til min fødsel, kom sygdommen så omsider langsomt, men sikkert under kontrol, men hun småhostede stadig lidt, da jeg blev født. Men undervejs ca. et par dages penge før min fødsel, var min mor, som så mange gange tidligere, til noget førfødselstræning inde på Riget. Og lige pludseligt ku’ hun mærke noget der ligesom sivede som om hun tissede i bukserne uden hun ku’ holde det tilbage. Hun fortalte det diskret til den jordemoder hun og de andre trænede med, og hun – altså jordemoderen – sagde: ”Så syn’s jeg, at du ska’ gå op og melde dig på fødeafdelingen.

 

Men under ingen af sine 3 fødsler, har min mor haft ret meget mave – og således heller ikke denne gang. Og da hun havde en stor frakke på udover det hele, var der praktisk talt ingen der ku’ se, at hun var yderst højgravid.

 

Så da hun kom op på fødegangen – hvor man ikke sådan bare lige ka’ komme brasende som uvedkommende i tide og utide og forstyrre de fødende – kom en af jordemodereleverne hende i møde, og spurgte: ”Hva’ vil du her?” Og her var min mor så alligevel kvik nok i pæren, da hun spøgende svarede: ”Jeg er kommet til fødselsdag”, ”Hvems fødselsdag?”, spurgte den småforvirrede jordemoderelev.

 

”Mit barns fødselsdag”, svarede min mor kvikt. ”Hvor, har vi dit barn her på afdelingen? Nu var jordemodereleven virkelig for alvor forvirret. ”Nej, her”, sagde min mor, og pegede smilende ned på sin mave. ”Nå, okay!”, svarede jordemodereleven og trak lidt på smilebåndet, inden hun beordrede min mor til, at smide frakken og underbeklædningen – altså bukserne m.m. – og gøre sig klar i venteposition.

 

Det indvilgede min mor naturligvis i, hva’ andet ku’ hun gøre, når hun selv var gået derop med fødsel for øje. Så hun hoppede i noget hospitalskluns, og lagde sig til rette på briksen. Så kom hende jordemodereleven fra før, lidt efter og undersøgte om vandet var gået – og det var det ganske rigtig. Så sku’ min mor ellers bare i gang med, at ”smutte mandler”, hvis du forstår en fin hentydning. Også fordi, jeg ku’ jo ikke ligge tørlagt derinde med det meste fostervandet af vejen. Men da der jo nu var smååbent ind til livmoderen, var der dermed også fri passage for de værste vederstyggeligheder i form af infektioner, som kunne skade fosteret – altså undertegnede – ganske betragteligt.

 

Men foreløbigt fik min mor noget ve-stimulerende, da vandet kun var gået uden hun havde fået nogen veer ad den grund. For en god ordens skyld, ska’ jeg lige sige, at hele fødslen tog imellem 30 og 45 stangstive timer og foregik på det gamle militærhospital på Tagensvej lige overfor Rigshospitalet, som man på daværende tidspunkt var ved, at grave underjordiske gange over til fra selve Rigshospitalet.

 

Så det var der fødeafdelingen lå dengang, og det er der hele handlingen under min fødsel foregår – OG ALTSÅ IKKE PÅ SELVE RIGSHOSPITALET, som jeg først troede, og i øvrigt har troet hele mit liv. Det gamle Rigshospital fra det herrens år 1757 – som i øvrigt ka’ fejre 250 års jubilæum her i 2007 – var simpelt hen under videreudbygning på daværende tidspunkt, og derfor var fødeafdelingen midlertidigt flyttet over til det gamle militærhospital sammen med bl.a. en øreafdeling.

 

Så derfor foregår handlingen til din orientering som sagt der. Det gamle militærhospital eksisterer vist endnu, og er vist i dag en specialafdeling for Rigshospitalet, men inden for hvilket område(r), ved jeg desværre ikke rigtigt på stående fod. Men ifølge en artikel på nettet fra ugebladet Sygeplejersken fra uge 28 i 2000: fra den 3. til den 9. juli, omhandlende en voldsom tagbrand på Rigshospital for 12-20 mio. kr. den forudgående torsdag fra ugen før, som efter nærmere granskning af webkalenderen på www.rmadsen.dk/kal , var torsdag den 29. juni 2000, så har det gamle militærhospital fire etager og huser Sexologisk Klinik, en alkoholenhed og et forskningscenter. Desuden bruges kælderen til militær- og krisepsykiatri og til opbevaring af gamle håndskrevne patientjournaler, som ikke er registreret på edb. Om det stadigvæk er gældende her små 7½ år senere, ska’ jeg la’ være usagt, men i dag udkommer bladet Sygeplejerske hver 14. dag i lige uger, som det i øvrigt har gjort siden 2003.

 

Rent bortset fra det, og for nu, at vende tilbage til den videre historie, så nogen tid efter min kære moder havde høvlet den ve-stimulerende tablet indenbords og ned i løgnhalsen, fik hun de første veer. Derefter kom de regelmæssigt med 5-10 minutters mellemrum, og i nogle af ve-pauserne travede lidt rundt på fødegangen og snakkede med de andre fødende.

 

Sådan gik det meste af det første døgn uden nogen synderlig bonusgevinst i underetagen, hvis du forstår: Jeg havde ikke rokket mig mange millimeter, da dagen var omme og det var tid, at puttesove på militærhospitalet, hvor hun blev ønsket dybt godnat af alle jordemødrene.

 

Andendagen fortsatte, hvor den første slap med guirlander af veer på stribe med ca. 10-15 minutters penge imellem. Og igen var min mor oppe, at gå lidt rundt og snakke med de andre fødende i ve-pauserne. En af gangene var hun sågar lige en lille bitte smuttur i bad. Efterhånden fik hun efterfølgende hyppigere og hyppigere veer, og de blev kun stærkere og stærkere – dog ikke mere en hun kunne holde det ud.

 

Hun fik dog noget lattergas, som hun var blevet instrueret i brugen af under en ve, til den forudgående førfødselstræning: Altså noget med, at man sku’ ta’ et par hiv i masken, når veen begyndte, og så lægge masken fra sig igen. Så ville lattergassen på den forunderligt lumske måde, virke let bedøvende på veen når den toppede. I lattergassen var der naturligvis iblandet noget ilt, så man ikke bedøvede fosteret. Men nu, da veerne var taget til, ville jordemoderen nu lige se hvor meget der var åbnet op for godterne og undertegnede i underetagen – og det var jo efterhånden gevaldigt.

 

Så ku’ jordemoderteamet pludseligt se, at min mor sku’ til, at knække sig. Hun fik så med lynets hast en kapsel – du ved de buede skåle, som i dag er lavet af presset pap til engangsbrug, men dengang vist var lavet af metal, og bruges flere gange med en rensning imellem hver gang.

 

Men hun fik altså sådan en kapsel, at brække sig i, og det gjorde hun så. Da det var overstået, og min mor altså havde kastede op en enkelt gang i metalkapslen, sagde jordemoderen: ”Så må du altså godt presse”. Det gjorde hun så gentagne gange alt det hun havde lært, og lige pludseligt, mere præcist, kl. 14:15, om eftermiddagen, ga’ det pote. Det sagde ”SVUP!!” Så var der gevinst som, at smutte mandler til risalamanden ved juletid, og der lå stakkels lille jeg nu i armene på jordemoderen.

 

Men der manglede noget – nemlig barnegråd. Der var simpelt hen alt, alt for stille på stuen efter min fødsel. De fandt hurtigt ud af, at jeg ikke trak vejret ordentligt. Den ene lunge – formodentligt den højre – havde simpelt hen ikke foldet sig ud.

 

Så jeg blev barbu-barbu lynhurtigt flyttet ned på Neonatalafdelingen, hvor det så klarede ærterne og kylede mig i en kuvøse udenfor min mors syns- og rækkevidde. Så hun aner ikke, hva’ de gjorde ved mig, og jeg ka’ desværre ikke huske det mere selv. Så det må stå hen i det uvisse til evig tid. Men jeg gennemgik dog den traditionelle procedure med bl.a. vejning og måling m.m. Og som mine to andre søskende, var jeg ikke ligefrem nogen kleppert: Jeg vejede 2.650 gram og var 50 cm lang. Min mor mente selv, at jeg var født ca. 8-10 dage for tidligt, men der var dog nogle blandt jordemødrene, som mente, at jeg var født helt op til en måned for tidligt. Hvem der evt. havde ret, vil jeg la’ være op til dig, som læser, at vurdere.

 

Men min egen personlige mening, er, at jeg kom lige til min fødselsdag: Tirsdag den 6. marts 1973, kl. 14:15, og jeg lever formodentligt til jeg dør, på tirsdag den 25. oktober 2050, som godt og vel 77½-årig.

 

Men bortset fra dette lille sidespring, så mens jeg kom under kærlig og kyndig behandling af div. lægeteams, var der en af jordemødrene, der nu stak en sonde op i min mors livmoder med henblik på, at ta’ en prøve af det resterende fostervand, som stadig lå og skvulpede derinde.

 

Man ville lige sikre sig, at det så normalt klart og rent ud og ikke var grumset og uklart. Men alt så helt normalt ud på det punkt. Efter endt behandling, hvor de havde fået den højre lunge til, at foldet sig rigtigt ud, lå jeg nu i kuvøsen med den helt rigtige luftfugtighed og blanding af ilt og kvælstof – så tæt på den atmosfæriske luft, som muligt, da man, hvis man gi’r ren ilt, risikerer blindhed hos barnet.

 

Mens jeg lå der i kuvøsen blev jeg konstant overvåget af udvalgte læger og sygeplejersker på børneafdelingen. Således, at der ikke gik noget galt med mig, mens min mor selvfølgeligt savnede mig forfærdeligt. Så begyndte hendes bryster naturligt nok pludseligt, at spænde af mælk. Så hun bad om, og fik straks udlevet en ren sutflaske på afdelingen, som hun – som en sølle erstatning for mig – manuelt malke noget mælk ud i fra begge bryster, og ned i denne sutflaske. Dernæst gik hun så ned til mig med den nu stopfyldte sutflaske. Men da det ikke var helt nok med en, fik hun udleveret en ny ren sutflaske helt fuld af tom, som hun returnerede tilbage til fødeafdelingen med, og malkede resten ud i, som en anden Karolineko.

 

Savnet af mig var så stort for min mor, at hun var nede, at se til mig i min kuvøse flere gange om dagen. Og en af gangene nogle dage senere, så hun til sin store rædsel, at der var vild panik på drengen og meget alvorlige og bekymrede miner i ansigterne på de folk, som stod rundt om den kuvøse jeg lå i.

 

Det fik min mor til, både at tænke og sige: ”Hjælp, hva’ sker der?”. Med et lettelsens suk, fik hun med det samme, at vide, af en af jordemødrene, da hun opdagede det forfærdede udtryk i min mors ansigt, at: ”Nåh, men bare rolig, han ligger ikke her på afdelingen mere, han er kommet ned til de store”. Hvilket min mor selvfølgeligt blev kisteglad for, at høre.

 

Jordemoderen viste derpå straks min mor, hvor jeg nu lå og gassede mig i den dertil indrettede vugge på en anden afdeling for de lidt større børn. Og ved den lejlighed fik min mor for første gang også lov til, at holde mig, hvilket var en helt ny oplevelse, hun ikke havde prøvet før, med mig altså.

 

Dagene gik: den ene dag tog den anden mens jeg nu fik det gradvist bedre for hver dag. Da der var gået 6 dage efter min fødsel, nærmere bestemt på mandag den 12. marts 1973, blev min mor udskrevet med en beskeden regning på indlæggelsen, på 20,- kr. for hende og 10,- kr. for mig pr. dag = 30,- kr. pr. dag x 6 dage = 180,- kr. i alt. Denne regning har hun gemt helt frem til i dag, så det er der jeg har det fra. Bortset fra det, så kørte min mor nu hjem til sin mor, altså min mormor på Genforeningspladsen i Nordvestkvarteret af København. Hun ringede dog lige hjem først inde fra hospitalet, hvilket jeg vender tilbage til om lidt. Min far og morfar havde siddet hos min mormor, og råhygget sig med, at spise noget frokost med noget saltet torsk med snaps til. Formodentligt den klassiske Rød Aalborg, som min mormor næsten altid lå inde med et enkelt pragteksemplar eller 2 af.

 

De holdt begge 2 meget af netop den type torsk, mens min mor derimod ikke ku’ fordrage det, og i øvrigt heller ikke ka’ huske hva’ retten hedder i dag – den har nemlig et bestemt navn. Men bortset fra det, havde min kære mormor altså lavet netop den torskeret til frokost specielt til dem – altså min far og morfar.

 

Problemet var bare, at under frokosten havde min far fået mere, at drikke, end han turde køre bil i. Så da min mor ringede inde fra fødeafdelingen og hjem til sin egen mor, og fortalte det glade budskab, om, at hun nu var blevet udskrevet, fik hun efterfølgende min far i røret og fortalte præcis det samme til ham, i håbet om, at han ville komme og hente hende.

 

Men klogelig nok bad han hende i stedet for ta’ en taxa hjem, til min mors store skuffelse. Hun fik så en af jordemødrene til, at ringe efter en vogn til hende, og kørte så hjem til sin mor i den, da den kom. Hva’ taxaturen så kostede i daværende priser, ka’ min mor desværre under ingen omstændigheder huske i dag, men det ligger jo p.t. også godt og vel 34½ års tid tilbage.

 

Men bortset fra det, så beholdt de mig derinde på militærhospitalet i yderligere en uges tid. Og omkring 2 ugers penge efter min fødsel, omkring tirsdag den 20. marts 1973, blev jeg selv udskrevet. Og en af jordemødrene ringede til mine forældre og sagde, at: Nu ku’ de godt komme og hentede mig, jeg var så god som spritny og dugfrisk og klar til afhentning frisk fra fad ved førstkommende lejlighed. Så det gjorde mine forældre naturligvis med det samme i min fars lysegule Audi 80. Men da det var om eftermiddagen, kørte de lige rundt af Stor Magleby Fritidshjem – som vist ikke eksisterer mere – og samlede mine 2 ældre søskende op, som gik der.

 

Og de var normalt ikke til, at drive ud derfra. Men de havde begge 2 meget længe set frem til, at jeg sku’ komme hjem. Så min far – som var gået alene derind, for, at hente dem mens min mor sad med mig i favnen på bagsædet ude i bilen og ventede – behøvede bare, at hviske dem den magiske sætning i øret: ”Han ligger ude i bilen”.

 

Så røg de derud med lynets hast, satte sig ind på hver side af min mor på bagsædet. Og i bedste tegnefilm-stil, sad med røde hjerter i øjnene og bare kiggede forelskede på deres lille nye lillebror hele vejen hen til den hedengangne Store Magleby Kro, hvor jeg for sjov fik min sut dyppet i noget fadøl af ubestemmelig art af min mor.

 

Det var jo forkasteligt. Men jeg så ud til, at ku’ li’ det, da det jo smagte meget anderledes end den modermælk, jeg havde vænnet mig til i de første 14 dage af mit liv. Og vigtigst af alt: Jeg overlevede uden, at blive hverken syg eller dranker – ja faktisk bryder jeg mig ikke meget om øl i dag, som beskrevet på siden om ”Lidt om mig selv”.

 

Den spøg fik min far og 2 søskende til bare, at trække lidt på smilebåndet. Men mor ka’ i hvert fald ikke huske, at de reagerede negativt på det. Så enten har hun fortrængt det, eller også har de måske nok ikke engang reageret på det. Men efter en times tid på kroen, tog vi nu alle 5 hjem til vores 145 m2 store barndomshjem på Treinsvej. Under graviditeten med mig, havde min storesøster spurgt sin mor om, hvor stor sådan en baby mon er. ”Som dukken der”, havde min mor sagt pegende på en af min storesøsters mange dukker. Dagen efter jeg var kommet hjem – altså onsdag den 21. marts 1973 – var rygtet om min hjemkomst gået som en løbeild på hele vejen, så alle naboerne med følge, kom på besøg og havde selvfølgeligt blomster med til det lille nye barn.

 

Men da de sku’ se mig, var vuggen pludseligt og højst overraskende gabende tom – hvor fa’en var skrigeungen nu blevet af? Men min mor havde lugtet lunten med det samme, og gik resolut ned til min storesøsters værelse. Hvor hun ganske rigtigt fandt mig, men med noget af min storesøsters dukketøj på, for hun – altså min storesøster – ville lige se om vores mor havde ret i, at jeg var på størrelse med en af hendes egne dukker, og derfor også ku’ passe tøjet fra dem – og det havde hun: Dukketøjet passede mig på en prik.

 

Men med et lille træk på smilebåndet og nogle formaninger fra vores mor side, om, at det måtte hun altså ikke gøre, overlod min storesøster i allerbedste Cliff Richard-stil ”Den levende dukke” i form af undertegnede til vores mor, som hurtigt lige fik mig i noget mere tækkeligt kluns, og afleverede dukketøjet tilbage til min storesøster, inden hun returnerede tilbage stuen til den første fremvisning foran det begejstrede nabopublikum.

 

Men tiden gik, og efter ca. 2 måneder, 3 uger og 6 dage, blev jeg som et 3 måneder og 11 dage gammelt barn, døbt ved pastor Erling Agnild i Stor Magleby Kirke med min små 22 år ældre kusine som gudmoder og hendes 3 år ældre storebror – min fætter – plus min farbror og hans kone – som begge er døde nu – som faddere, på søndag den 17. juni 1973. Knap 15 år efter blev jeg så konfirmeret som godt 15-årig tilbage på Store Bededag 1988, nærmere bestemt fredag den 29. april 1988 i samme kirke og med samme præst, som jeg forudgående havde gået til præst hos i ca. et halvt års tid forinden. Festen blev efterfølgende afholdt i Møllens Selskabslokaler på Amagerbrogade på Amager. Jeg ved dog til gengæld ikke, om hvorvidt det stadig eksisterer. Det var alt om selve min fødsel, og så lidt til.

 

Resten af min opvækst ka’ du læse meget mere om inde på siden om min livshistorie. Hele beretningen om min fødsel, er baseret på utallige spørgende opringninger til min mor over 2 dage: Hhv. torsdag og fredag den 6. og 7. december 2007. Og det har faktisk både været hyggeligt og lærerigt, hvor jeg fik nogle ting, at vide af min mor, som jeg aldrig havde vidst før. Bl.a. at hele forløbet foregik på det gamle militærhospital over for Rigshospitalet, og ikke på selve Rigshospitalet, som jeg altid har troet.

 

Eller det med, at hele den lille familie tog på kro i en times tid, og min mor dyppede min sut i øllet undervejs, efter både jeg og mine 2 ældre søskende var blevet hentet. Men bortset fra det, så er alt på denne side griflet i et Word-dokument, hvor jeg bedre har styr på sagerne og ka’ gemme det på en ordentlig måde. Inden hele svineriet er kopieret først ind i udklipsholderen, og videre der fra ind på denne side om ”Mine mest intime hemmeligheder m.m.”

 

Men nu har jeg den i hvert fald, altså selve beretningen om min fødsel på min computer. Og måske senere også på en udprintning, men i hvert fald her på min hjemmeside, så min mor ikke ta’r den viden med sig i graven når hun engang om forhåbentligt mange år, ikke er i blandt os mere.

 

Kort tid efter min mormors 90. og allersidste fødselsdag tilbage i 2001, begyndte jeg, at lave en tilsvarende beretning om hele min mormors liv. Hun døde godt et halvt år efter fødselsdagen, og tilbage stod jeg med en halvfærdig beretning om min mormors liv, mens hun havde taget de resterende oplysninger med sig i graven. Og for, at gøre ondt værre, skiftede jeg min computer ud i 2004 uden, at overføre data fra den gamle til den nye, da den gamle computer havde en uoprettelig fejl på sig, som jeg ikke ville overføre til den nye, som jeg i øvrigt stadig har.

 

Dermed mistede jeg alle de data – og deriblandt min mormors halvfærdige livshistorie – som lå på den sølle 215 MB ”store” harddisk på den gamle computer helt tilbage fra fredag den 22. april 1994 omkring, kl. 15:30.

 

Min p.t. nuværende computer, er en stationær computer fra den danske elektronikgigant Amitech, som jeg har overtaget fra min bonusfar mod en betaling på 4.000,- kr. for den helt tilbage på onsdag den 7. april 2004, ca. kl. 14:27, som han helt oprindeligt havde købt til sig selv i Merlin sådan cirkus tilbage på onsdag den 23. marts 2003.

 

Men det, at miste sådan en beretning, som repræsenterer flere dage og ugers intenst griflearbejde foran computeren, som dermed er helt spildt på ingen tid, vil jeg ikke opleve med min mor. Så derfor har jeg nu lavet denne knap så omfattende beretning om min egen fødsel – den jeg ikke selv ka’ huske.

 

Som jeg udover, at jeg vil smide den her ind på min hjemmeside, til om ikke evig til, så i hvert fald mange år fremover, så vil jeg nok også ta’ en backup af den på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden. Men tilbage til beretningen: Det tidligere benævnte handicap, jeg er født med, forsaget af min mors længerevarende hoste og åndenød under hendes lungebetændelse under svangerskabet med mig, og den mindre hjerneskade, der fulgte i kølvandet, resulterede i, at jeg fik epilepsi. Det har jeg stadig den dag i dag og får stadig daglige krampeanfald i mindre omfang på trods af, at jeg er velmedicineret for det, og har været det hele mit liv. Da jeg var lille fik jeg de store krampeanfald, hvor hele hjernen gik i selvsving, jeg mistede bevidstheden og lå og sprællede som en nyfanget fisk på gulvet.

 

Den slags anfald er jeg heldigvis for længst vokset fra i dag. Men jeg får nu i stedet for 3 andre helt forskellige typer krampeanfald. Det første er et traditionelt krampeanfald, som jeg typisk kun får når jeg står op.

 

Jeg ka’ godt få det en meget sjælden gang når jeg sidder eller ligger ned, men det normale er, at jeg står op når jeg får det. Jeg ka’ dog til gengæld modsat ikke eliminere dets komme, ved enten, at sætte eller ligge mig ned. Forløbet er følgende:

 

Først mærker jeg en helt bestemt snurrende fornemmelse i min venstre tinding, og det ka’ måske også godt gøre lidt ondt i sjældnere tilfælde. Men ligesom forstadiet til et nys, nogen gangen ikke bliver til et rigtigt nys, ka’ det på samme måde også godt ebbe ud igen efter 10-15 sekunder.

 

Men fortsætter det – hvilket det ofte gør – så bliver jeg derefter fuldstændig mundlam: Hvis jeg var ved, at sige noget når det kommer, er det på mystisk vis som om jeg på en eller anden måde ikke orker, at la’ bare den mindste lyd komme over mine læber. Samtidig med det begynder jeg på en eller anden mærkelig måde, at slappe af i min benmuskulatur, så jeg begynder, at vakle og træder bagud for ikke, at falde.

 

Men jeg når aldrig, at falde om, og jeg er under hele forløbet ved fuld bevidsthed. Dog glider jeg med ryggen ned, af en væg, hvis jeg støder ind i en på mine skridt tilbage. Samtidig spænder jeg helt bevist i min benmuskulatur, for ikke, at sætte mig helt ned på gulvet. Det er noget der typisk sker, når jeg får sådan et krampeanfald ude i badeværelset, som faktisk er det sted, hvor jeg får lige netop den type anfald mest. Hvorfor, ved jeg ikke, men sådan er det altså.

 

Hvis mit krampeanfald er så uheldig, at falde sammen med, at jeg er tissetrængende, tisser jeg helt ukontrollabelt i bukserne – og jeg ka’ under ingen omstændigheder holde det tilbage. Det har jeg dog kun oplevet 2 gange i mit liv – begge gangen mens jeg boede her på Frederikssundsvej. Til gengæld ka’ min blære godt være fuld samtidig med, at jeg får et krampeanfald. Men hvis jeg ikke specifikt er tissetrængende samtidig, tisser jeg ikke i bukserne.

 

Det oplevede jeg en gang for nogle år siden, hvor jeg var gået tissetrængende ned i min lokale Fakta-butik 158 meter fra mit hjem, for, at købe ligt ind. Jeg fik så et af de traditionelle krampeanfald derovre og begyndte, at vakle. Men da min blæremuskulatur omkring den fyldte blære, slappede af under hele krampeanfaldet, tissede jeg derved ikke i bukserne – og det var jeg selvfølgeligt glad for.

 

Det ville jo være temmelig kikset, for, at sige det meget mildt, hvis jeg stod ret op og ned henne i Fakta, og tissede i bukserne for øjnene af alle kunderne. Bortset fra det, så varer selve krampeanfaldet generelt set, i de næste 30-45 sekunder efter de 10-15 sekunders snurren i venstre tinding i starten.

 

Hvorefter det ebber langsomt ud igen, og jeg får hhv. mine talegaver tilbage, holder op med, at vakle og retter mig op igen, efter sammenlagt et minuts tid. Men jeg ka’ godt være lidt påvirket af det med en underlig spænding i hovedet i helt op til end 20-30 sekunder efter krampeanfaldet er overstået. Hvis jeg var igen med noget med min venstre hånd, da krampeanfaldet begyndte, ka’ jeg dog lave nogle monotone bevægelser med fingrene, som f.eks. gnide fingrene imod hinanden. Men sædvanligvis retter min arm sig bare ud i det omfang det er muligt, altså hvis den ikke støder ind i noget undervejs. Den type krampeanfald får jeg typisk en gang om måneden.

 

Det kan dog godt svinge lidt, så jeg får den med kortede eller længere mellemrum, men det mest normale er en gang om måneden. Den anden type krampeanfald, er et jeg derimod næsten kun får når jeg sidder eller ligger ned. Jeg får det kun meget sjældent når jeg står op men ligesom det ordinære, ka’ jeg ikke eliminere det ved, at rejse mig op.

 

Jeg kalder det selv et ”ildebefindende”, da det er brandubehageligt mens det står på. Men det er ikke et ildebefindende i traditionel forstand, hvor man bliver dårlig og falder om. Det er tværtimod faktisk lige så usynligt som en hovedpine, hvor kun jeg ka’ mærke det, men dem, jeg evt. måtte være sammen med, egentligt ikke ka’ se det på mig. Jeg ka’ dog godt fra tid til anden stønne lidt mens det slår på, hvis det er lidt ekstra ubehageligt. Forløbet af en sådan krampeanfald er følgende:

 

Først får jeg igen en snurrende fornemmelse i min venstre tinding, men den er anderledes end ved det traditionelle krampeanfald – jeg ka’ tydeligt mærke forskel på de 2 typer snurrende indledning. Igen ka’ det også godt gøre lidt ondt – og endda lidt mere, end ved det traditionelle krampeanfald.

 

Da jeg var mindre betragtede jeg det næsten kun som en meget kortvarig hovedpine, jeg ku’ massere væk i med 2 fingre i min venstre tinding. Og faktisk har jeg praktisk talt aldrig rigtig hovedpine – der går i hvert fald flere år imellem, at jeg har det. Men efter det har snurret i tindingen i 10-15 sekunder, begynder nu en brandubehagelig kildrende fornemmelse i brystet. Den ruller som en anden tsunami, så hele vejen fra brystet ned over maven og ender ud i en meget kortvarig erektion. Det hele står igen på i 30-45 sekunder, fra de 10-15 sekunders indledende snurren i tindingen – altså igen ca. 1 minut i det hele. Bagefter ka’ jeg godt ha’ lidt hovedpine i helt op til et minut eller 2 efter, men så klinger det også langsom af igen.

 

Men i modsætning til det traditionelle krampeanfald, bliver jeg hverken mundlam, vakler eller tisser i bukserne, hvis det falder sammen med, at jeg er tissetrængende. Til gengæld ka’ det godt trigge, at jeg bli’r enten skide- eller tissetrængende, hvis jeg i forvejen er fyldt ud i understellet, altså generelt har trang til et toiletbesøg i forvejen.

 

Den type krampeanfald får jeg med nogenlunde samme interval, som det traditionelle, dog med en tendens til, at det forekommer lidt oftere ende det traditionelle krampeanfald, da jeg sidder og ligger mere ned, end jeg står op. Den tredje og sidste type krampeanfald jeg får, er en slags mere kontrolleret en af slagsen.

 

Den ka’ jeg næsten selv styre, og det er en jeg nærmest får trang til. Så den får jeg typisk kun når jeg enten er i enerum eller færdes på åben gade. Den er styret af min tankegang, og jeg får det typisk når jeg tænker på en eller anden form for omdannelsesproces af en hver art.

 

Det ku’ være forbrænding af affald – typisk pap, papir og træ: For mens et træ vokser optager det kuldioxid fra atmosfæren. Så bliver træet fældet på et tidspunkt, og evt. lavet om til pap og papir. Det vil før eller siden ende i skralderen, og siden hen kørt til forbrænding. Under denne proces omdannes træet m.m. til aske, og frigiver vand, varme og den kuldioxid til atmosfæren igen, som træet i sin tid optog fra samme atmosfære. Det bliver ledt op igennem skorstenen – og her kommer det sjove: Hvis du forestiller dig gaten i en hvilken som helst tilfældig lufthavn – altså der, hvor folk ankommer, når de har været ude, at flyve.

 

Ved sådan en gate, er der som regel altid nogle pårørende til, at ta’ imod de rejsende. Sådan opfatter jeg i min fantasi mundingen på toppen af en skorsten til et forbrændingsanlæg. Vanddampen forsvinder op og bliver til skyer. Så frigiver de deres varme, som strømmer ud i verdensrummet sammen med den overskydende solvarme, og vandet skvatter ned igen som regn. Kuldioxiden nærmest menneskeliggør jeg.

 

Og ligesom ved gaten i lufthavnen, kommer den ud af skorstensmundingen, som der ved siden af svæver noget ”gammelt” kuldioxid, som ligesom de pårørende, ta’r imod den ”ankomne” kuldioxid, som ligesom folk har været ude, at flyve, har været væk fra atmosfæren i kortere eller længere tid. Det ”genforenede” kuldioxid, svæver så rundt på må og få i atmosfæren til det på et tidspunkt bliver optaget af et nyt træ eller evt. i havet, hvorefter processen starter forfra.

 

Og det betyder, at jeg har et specielt forhold til alt træ og træprodukter: Det ku’ være skaftet af en hammer, en gammel skuffe, en hylde, møblement og meget andet som er lavet af træ. For alt træ og træprodukter indeholder bundet kuldioxid, som engang svævede rundt i atmosfæren for måske mange herrens år siden. Og så længe jeg selv beholder den pågældende træting uden, at smide det ud, bliver den kuldioxid den binder, inde i træet uden, at slippe ud til atmosfæren. Derfor smider jeg praktisk talt aldrig træting ud medmindre de er komplet uanvendelige. Papemballage og papir, har jeg dog ingen problemer med, at smide ud – snarere tværtimod. For så går den tankegang, som jeg her har beskrevet, i aktion. Og jeg får så de der kontrollerede krampeanfald, som jeg, hvor åndssvagt det end måtte lyde, på en eller anden finurlig måde, faktisk godt ka’ li’ et eller andet sted. En kortere omdannelsesproces, er f.eks. det jeg laver nu – nemlig, at skrive på min computer:

 

Her får jeg en tanke om, hva’ jeg vil skrive. Det føres via signaler fra hjernen ud gennem min venstre arm, hånd og sædvanligvis langfinger, ned til mit trådløse tastatur, hvor det via radiosignaler føres videre hen til modtageren, som igennem en todelt ledning viderefører det ind i selve computeren, hvor det så bliver delt i 2: en ned til RAM’en, og en ud ad computeren igen via et kabel over til farveskærmen, hvor jeg så ka’ se, hva’ jeg skriver.

 

Med jævne mellemrum gemmer jeg det jeg har skrevet. Så føres indholdet af rammen ned på harddisken, hvorfra jeg på et senere tidspunkt evt. vil printe det ud. Og dermed er mine tanker omdannet til trykte ord på et stykke printerpapir i en proces der sammenlagt evt. har taget flere dage, uger, måneder eller sågar år.

 

Det ka’ også være tanken om oprettelsen af denne hjemmeside, hvor jeg kort fortalt tænker på den proces det er, at overføre al den tekst og alle de billeder, jeg nu engang har smidt herind. Men det, der får mig helt op, at ringe i det røde felt, er når jeg tænker på død og ødelæggelse: Den proces, det er, når noget dødt går i forrådnelse, jeg hører i medierne, at nogen er døde eller jeg selv gør nogen fortræd, ved hjælp af magi.

 

Men når jeg så får de kontrollerede krampeanfald, så foregår det typisk når jeg vasker eller skyller mine hænder under rindende vand enten ud i badeværelset eller i køkkenet eller på anden måde har hænderne samlet, f.eks. når jeg tørre mine hænder i et håndklæde. Og der sker så det, at jeg får en mærkelig spændingsenergi i hele kroppen. Den udløser jeg ved enten, at gnide hænderne meget hurtigt og kraftigt imod hinanden under en håndvask eller håndtørring ude i badeværelset, eller jeg bevæger min venstre hånd i kraftigt rytmiske cirkelbevægelser under den varme hane ude i køkkenet eller ved siden af vandstrålen ude i badeværelset, mens jeg sæber min venstre håndflade ind, under en enhåndsvask af min venstre hånd, hvilket jeg typisk gør, hvis jeg har været ude, at tisse.

 

Da jeg vasker mine hænder flere gange dagligt, er det tilsvarende også noget der forekommer tilsvarende flere gange dagligt. Tidligere forekom det også når jeg sad og tegnede som lille. I dag er jeg ligesom min 2 andre søskende rimeligt okay, til, at tegne, men jeg gør det dog efterhånden ret sjældent.

 

Det var specielt når jeg tegnede krig, vejsystemer eller brikker på et stykket kvadreret papir, hvor jeg for sidstnævntes vedkommende, startede med, at tegne et kors rundt om kvadraterne sådan rimeligt i midten af papiret efter øjemål. Ud fra denne figur tegnede jeg så andre figurer på samme måde, som stødt op til korset og hinanden, som brikker i et stort puslespil.

 

Og hver gang jeg tegnede en ny type brik fik den et fortløbende nummer – også korset, som naturligvis fik Nr. 1. Og ind imellem fik jeg så de der kontrollerede krampeanfald, hvor jeg hurtigt og rytmisk efter hinanden hhv. åbnede og lukkede min hånd med kuglepennen – jeg tegnede mest med kuglepen, hvorfor, ved jeg ikke – imellem hhv. tommel-, pege- og langfinger på min venstre hånd.

 

Min morfar prøvede, at vænne mig, at med den vane, ved, at sige, at jeg i stedet for, sku’ samle fingrene i en spids, og trykke den 3-4 gange let ned i min tegneblok, som han bagefter demonstrerede for mig. Men det hjalp bare ikke, så jeg holdt hurtigt op med det igen og gik tilbage til den gammelkendte metode. Jeg har også gjort det med nærmest, at ”spille på guitar” med rytmiske op-og-ned-bevægelser med fingrene hen over overdelen på min højre underarm. Som qua mit handicap, altid har haft en tendens til, at bøje i en 90 graders vinkel tæt ind til mit bryst, når jeg var/er energisk med min venstre hånd – således også i dette tilfælde.

 

Men en ting jeg i hvert fald i mit voksne liv altid har gjort – og stadigvæk gør – er, at få de kontrollerede krampeanfald på åben gade: Det sker typisk når jeg forestiller mig noget fantasifuldt, der sker i trafikken: Enten at en stor roterende rundsav uden nogen motor, bare selve klingen, pludseligt dukker op ud af det blå foran en tilfældig bil i fart. Og i løbet af et par sekunder saver bilen midt over, for så, at forsvinde lige så hurtigt igen.

 

Eller også, at en bil fuldstændigt umotiveret pludseligt kører over i den modsatte vognbane og brager frontalt ind i en modkørende bil. To velvoksne lastbiler – en bag hver af bilerne – følger efter og maser de 2 biler til ukendelighed med førerne indeni. Eller, at de 2 biller alternativ bliver sprængt til atomer ved sammenstødet.

 

Det er alt sammen noget jeg forestiller mig i min forrykte fantasi – og som jeg til tider sågar godt ka’ more mig over. Men som oftest får jeg bare sådan et kontrolleret krampeanfald, som gi’r sig udslag i, at jeg bliver duknakket, spænder i hele kroppen og begynder, at gå hurtigere. Ind imellem ka’ tungen – som jeg også spænder i – også godt komme ud imellem tænderne – dog ikke forbi læberne – med et let bid i tungen og evt. et lille hårdt støn til følge.

 

Jeg får det stort set altid når jeg er på åben gade eller vej, men sædvanlig vis varer det under alle omstændigheder kun 15-20 sekunder – måske 30 når det går højt, ad gangen. Derefter slapper jeg af igen og går i et normalt tempo. Så, som du nok ka’ forstå, er den form for krampeanfald meget udbredt hos mig, og jeg får den som nævnt flere gange om dagen.

 

Men på den anden side, er det blevet en del af mit handicap og min personlighed, og jeg ka’ som nævnt faktisk godt li’ det. Til din orientering har jeg endnu ikke fået nogen kommentarer fra andre, når det er sket på åben gade, men det, at man går hurtigere for en kort bemærkning, og kigger ned i jorden, er der jo for så vidt heller ikke noget unormalt i, set fra en udenforståendes synsvinkel.

 

Ved ingen af mine 3 typer krampeanfald mister jeg bevidstheden eller besvimer. Men jeg har lært, at leve med dem, og er ingenlunde bange for, at få dem, så længe det ikke er/bli’r værre end det jeg netop har beskrevet. Og ska’ jeg være helt ærlig, så tror jeg det heller ikke – de store krampeanfald der involvere hele hjernen, som jeg havde som lille, får jeg ikke mere – dem er jeg for længst vokset fra.

 

Siden natten til tirsdag den 31. januar 1995, har jeg lidt af tinnitus grundet for overdrevet brug af walkman på et alt for højt lydniveau m.m. Men det begyndte dog først efter, at jeg købte nogle earplugs i Fona i City 2, og pluggede dem i mit videokamera. Jeg ka’ tydeligt huske den ovennævnte nat, da det hele begyndte.

 

Jeg var gået i seng, men lå og så ”Udstillingens bedste bud” på det dengang ganske nystartede DK4 (DK4 startede op tilbage på torsdag den 1. december 1994, kl. 6:00.) Men jeg lå altså og så den udsendelse i min venten på, at falde i søvn – og så!! Som et lyn fra en klar himmel begyndte det pludseligt, at ringe for ørerne som en høj lavfrekvent lyd lidt a la den som kommer når man tænder for et fjernsyn eller et halvgammelt fjernsyn står passivt tændt uden lyd på. Der havde dog været indikationer af det i dagene op til, med kortere eller længere perioder med syngen for ørene i større eller mindre omfang. Men nu blev det bare ved og ved, alt imens, at jeg blev mere og mere bange, og fik sågar dødsangst.

 

For jeg havde hørt så mange skrækhistorier om tinnitus, med, at det var som, at ha’ lyden af prøvebilledet kørende inde i hovedet hele tiden: Det ville jeg ikke ku’ leve med, og jeg tænkte: ”Nu bliver jeg nødsaget til, at begå selvmord, for det er kun et spørgsmål om til, før det er lyden af prøvebilledet inde i hovedet resten af livet, og det ka’ jeg ikke holde ud, og der ka’ ikke gøres noget ved det”.

 

Ad den vej fik jeg altså en heftig dødsangst, og jeg fik i det hele taget ikke ret meget søvn den nat. Hver gang jeg lagde mig om på min højre side ind imod væggen – og dermed blokerede for det højre øre – ændrede lyden karakter i det venstre øre, hvor min tinnitus i øvrigt var/er værst.

 

Det lettede dog lidt på min angst, da jeg tænkte: ”Nå, så er det da ikke helt så slemt” – og det sku’ senere vise sig, at jeg havde/fik fuldstændig ret i min antagelse: Alle mine opdigtede skrækscenarier, blev gjort grundigt til skamme, det blev aldrig værre en det nu var den pågældende ubegrundede angstprægede nat.

 

Og i dag ka’ lydniveauet på min tinnitus godt svinge lidt alt efter, om jeg har lidt eller meget voks i ørerne: Et højt lydniveau, når der er meget voks, og et lavt lydniveau, når der er lidt voks i ørerne. Lige p.t. er det lidt halvhøjt, da der er forholdsvis godt med voks i ørene for tiden. Af en eller anden uransagelig årsag, producerer jeg forholdsvis meget voks i mine øre. Så jeg må bruge en øresprøjte til, at få det ud med, lige før jeg går i bad. Men bortset fra dette lille sidespring, er det stadigvæk kun den lavfrekvente susen som det startede med i sin tid, hersker løs inde i sneglen. Dog ka’ det engang imellem godt kortvarigt i nogle sekunder ad gangen, gå over i en regulær lille hyletone, som toner ud igen lige så hurtigt som den kom.

 

Men der er stadig meget langt til prøvebilledets enerverende og monotone hyletone, det varer som nævnt kun kort tid ad gangen, er ikke kraftigere, end jeg ka’ holde det ud, og det er desuden efterhånden længe siden jeg sidst havde den hyletone i ørerne.

 

Så kort sagt og med andre ord: I dag har jeg bare vænnet mig til det og lever med det. Jeg er jo i forvejen omgivet af andre monotone lyde, som f.eks. fra trækkanalen over kogeøen i mit skabskøkken: Den har i forbindelse med tagudskiftningen for godt 3/4 år siden, fået mekanisk udsugning. Det gi’r døgnet rundt monoton suselyd, som en svagt kørende emhætte.

 

Men jeg ka’ sagtens overdøve den med stuens øvrige lyde, som f.eks. en tændt computer eller et tændt fjernsyn. Og jeg hører den praktisk talt kun, hvis jeg står henne i køkkenet og vandet ikke løber eller der er meget stille i stuen f.eks. når jeg er gået i seng.

 

Mens jeg sidder her og grifler denne tekst foran computeren, ka’ jeg f.eks. ikke høre den. Den bliver snildt overdøvet af ”larmen” fra computerens blæser. Som dog også er en yderst monoton lyd, men da den heller ikke er synderlig høj, har jeg for længst vænnet mig til den og tænker generelt ikke over det mens jeg sidder foran computeren og arbejder.

 

Altså bare lige bortset fra nu, hvor jeg skriver om det. Så summa summarum, er jeg omgivet, af visse lyde i min hverdag – eksisterende, som ikke eksisterende. Men ingen af dem generer mig synderligt, og desuden er det jo det samme for de fleste andre mennesker her på kloden: Tinnitus eller ej, så er det immervæk de færreste mennesker, som lever i total stilhed døgnets 24 timer, som der i øvrigt er alt for lidt af – altså timer i døgnet – efter min mening.

 

Men det er en helt anden snak, jeg ikke ska’ trætte dig med, at komme yderligere ind på i denne snævre og sluttede kreds lige nu. Det var alt om min tinnitus, som jeg selv syn’s jeg er sluppet rimeligt nådigt med – der er mange som har det meget værre en mig.

 

En sidste ting som jeg lider af, men som jeg til dels også syn’s jeg er sluppet rimeligt nådigt med, er en lidelse i hjernen, som hedder OCD: ”Obsessive Compulsive Disorder” eller ”Tvangstanker Tvangshandlinger Uorden” frit oversat til dansk. Så på dansk har jeg altså TTU, men det hedder selvfølgeligt OCD.

 

Er du interesseret og nysgerrig på, hva’ OCD mere overordnet og generelt er for en lidelse/sygdom, ka’ du læse meget mere om den på denne her web-adresse: http://ocd-foreningen.dk/hvad-er-ocd/ - god læselyst. Men her følger mine oplevelser med sygdommen.

 

Så vidt jeg er orienteret, skyldes det, at man mangler et stof i hjernen, sædvanligvis forsaget af enten arv eller miljø – altså, at andre i ens familie har haft det eller, at man tidligere i ens liv – som regel som barn – har været i et miljø, som har fremprovokeret det, som f.eks. barske oplevelser el.lign.

 

Og for midt vedkommende er det nok det sidstnævnte, der er tilfældet – altså miljø – da der mig bekendt ikke er nogen i min familie, der har lidt af OCD ligesom undertegnede. Lidelsen er forholdsvis svær, at blive helt kvit, og livet igennem vil man nok altid ha’ en rem af huden. Men velbehandlet ka’ man blive helt symptomfri i kortere eller længere perioder. For mit vedkommende bunder det nok i, at jeg som barn ikke var så go’ til, at vaske mine hænder når jeg havde været på toilettet. Det opdagede min meget styrende og temperamentsfulde storesøster en dag, jeg havde været ude, at skide.

 

Og hun gjorde mig så straks opmærksom på, at hvis jeg gjorde det igen, ville hun ikke ha’ noget med mig, at gøre. Da jeg som 5-6-årig – som jeg nok var den gang – så meget op til begge mine ældre søskende, var det en alvorlig streg i regning, en verbal syngende lussing, som var tung og slog stenhårdt som et knytnæveslag helt ind i hjertekuglen.

 

Så fra da af vaskede jeg altid mine hænder hver eneste gang jeg gik på toilettet – og det var vel, at mærke uanset om jeg sku’ tisse eller skide. Det har jeg gjort siden. Men det var nok det ubehagelige verbale sammenstød med min storesøster dengang, som lagde den egentlige grundsten til min nuværende OCD-lidelse.

 

Så gik der noget nær et årtis penge, før min mormor 1988-89, med jævne mellemrum, og ikke mindst sin egen og min fornøjelses skyld, tog en ca. 15-16-årige mig, med på nogle ture til seværdigheder o. lign. med offentlig transport rundt i hele hovedstadsområdet, Nordsjælland og sågar Sverige, Helsingborg og bl.a. Kärnan. Alt sammen på hendes fulde regning – og hun nød det, ingen tvivl om det.

 

Og det hændte ikke så sjældent, at bussen var stopfuld på vejen hjem til Genforeningspladsen i Nordvestkvarteret af København, hvor hun og hendes mand havde boet siden huset var nyt i 1933. Og når bussen var så fuld, måtte vi jo stå op noget af vejen, og holde fast i de dertil indrettede stænger i bussen. Og fordi vi gjorde det, bad min mormor mig vaske hænder når vi kom hjem til hende og min morfar. Jeg parerede naturligvis ordre selvom jeg inderst inde syn’s det var lidt unødvendigt – så beskidte var mine hænder da heller ikke. Da det scenarie havde gentaget sig tilstrækkeligt mange gange efter hinanden, hver gang vi havde kørt i en stopfyldt bus hjem, lagde det langsomt, men sikkert en ny sten i min OCD-lidelse, og jeg ville til sidst ikke røre stængerne i bussen med en ildtang.

 

Så gik der yderligere et par års tid, til jeg som 17-18-årig i 1990-91 stykker boede hos min mor på Bellahøj: Der var en dag, hvor min mor og jeg havde siddet og rodet med nogle gamle mønter, hvor min mor bad mig om, at vaske hænder bagefter, hvilket jeg igen gjorde uden, at jeg selv syn’s det var nødvendigt.

 

Fra da af var jeg heller ikke så begejstret for, at røre ved penge, men gjorde det dog til nød i ny og næ uden større problemer. Så var min OCD på det niveau – dog med lidt løs tiltagning undervejs med div. skylninger af min venstre hånd under den varme ude i køkkenet, når den var blevet let ”beskidt” – indtil jeg flyttede hjemmefra som 23-årig i 1996.

 

Der levede min OCD så sit eget stille liv til en banal forkølelse i 1997: Da blev jeg pludseligt bange for, at pudse næse med de bare næver. Nogenlunde samtidig blev jeg ekstremt længe om, at vaske hænder når jeg havde været på toilettet: Den hed 2½ time for hele toiletbesøget når jeg bare sku’ tisse, og tilsvarende 5 timer når jeg sku’ skide. Det siger næsten sig selv, at jeg søgte af al magt, at undgå mine toiletbesøg.

 

For hvornår har man lige tid til, at afsætte 2½ eller 5 timer til, at gå på toilettet – jeg havde i hvert fald ikke, eller i hvert fald kun meget sjældent. Derfor udskød jeg det gentagne gange, hver gang jeg f.eks. bare sku’ tisse. Og til sidst lå jeg på min seng med en mere end overfuld blære, og sprællede som en fisk eller et af de gammeldags krampeanfald, fordi jeg sku’ tisse så meget. Velvidende, at, i samme sekund jeg rejste mig op fra sengen for, at gå ud, at tisse, ville jeg øjeblikkeligt tisse alvorligt i bukserne. Men jeg ku’ ikke gøre så meget ved det andet end, at gå ud, at tisse så meget af urinen ud i toilettet, som overhovedet muligt og fyre den næste 2½ time af på det alt inklusive.

 

Og det scenarie gentog sig med jævne mellemrum, men til gengæld sked jeg kun i bukserne, hvis jeg havde direkte dårlig mave. Så gik der et års tid, hvor alt, hvad der hed toiletbesøg, var en sand plage, og noget fanden havde skabt. I ramme alvor gik og småmisundte dem som rendte rundt med en stomipose og var i dialyse på samme tid: ”Tænk engang, et liv uden, at skulle gå på toilettet med jævne mellemrum, det måtte være lykken”, tænkte jeg.

 

Og det var velvidende, at netop den type mennesker havde andre måske langt værre problemer end jeg. Derudover havde jeg også mange selvmordstanker. Men jeg vil gerne understrege: Jeg har aldrig forsøgt mig ud i selvmordets ædle kunst – kun tænkt det. Til gengæld ved jeg godt hvordan jeg ska’ gøre det effektivt: En pose over hovedet og så en snor om halsen, eller alternativ:

 

En skarp dolk i strubens f.eks. højre side, og så bare skære til der hen ad til struben er sprættet op, så er man død for sidstnævntes metodes vedkommende på ca. 5 minutter, og ville sjældent kunne reddes. Og oven i det har jeg et meget lille og afsides badeværelse, kun med nogle smalle vinduer oppe under loftet. Der ville jeg sagtens lave sådan et stunt, som, at skære struben over på mig selv, i al ubemærkethed. For der ka’ mine naboer – som har vinduer vinkelret på mine – ikke se ud. Så der ville det bare se ud som om jeg ikke er hjemme i min lejlighed. Og da jeg har indtryk af, at mine vist i øvrigt polske naboer, syn’s jeg er en underlig rad – og det er gensidigt – ville det nok ikke undre dem, hvis jeg er væk i flere dage. Det har jeg praktiseret indtil flere gange før uden de har sagt noget til det.

 

Så der ku’ jeg bare ligge lige så stille derude på flisegulvet og gå i forrådnelse til underboen m.m. begyndte, at brokke sig over, alle de mider, det pludseligt vrimlede med overalt. Så ku politiet komme og samle resterne af mig op og køre mig på et lighus, hvor min familie kunne komme og identificere mig – barske løjer. Men, men, men! I alles interesse, bør jeg nok lige påpege en gang for alle, så det ikke ka’ misforstås: Inden det overhovedet kommer så langt, kræver det jo, at jeg begår selvmord først.

 

Og det er nok det, det halter, når det kommer til stykket. Jeg er nemlig paradoksalt nok bange for, at dø. Det er ikke noget der plager mig i det daglige, men da jeg var lille og boede hjemme i mit barndomshjem i Dragør, var jeg i en periode regulært bange for, at jeg ikke skulle vågne op igen næste morgen.

 

Den angst er for længst forduftet, og jeg er som sagt ikke bange for, at dø i det daglige. Men tanken om, at man aldrig oplever eller mærker noget mere – ja, sågar slet ikke fysisk eksistere mere, når man der død – den huer mig ikke.

 

For ligegyldigt hvordan man end vender og drejer det, ja, så må selve dødsoplevelsen stoppe på et tidspunkt, og hva’ så? Så oplever man fra da af ikke en dyt mere. MAN EKSISTERER SIMPELT HEN IKKE MERE som sagt.

 

Det var noget af det samme med min nu hedengangne mormor: Hvorvidt om hun var direkte bange for, at dø, ved jeg ikke. Men hun brød sig ikke om tanken om, at man bare ligger og rådner op nede i jorden når man er død. Så derfor blev hun efter eget ønske kremeret efter hendes død i 2001: ”Så bliver ens legeme til aske og røgen stiger op til gud”, som min mor efterfølgende på min mormors vegne, så smukt formulerede det billedligt talt.

 

Men for nu, at vende tilbage til mig. så vil jeg i bund og grund nok ikke ha’ nosser nok til, at ta’ mig selv af dage – i hvert fald ikke lige nu. Jeg er dog fast besluttet på, at jeg nok vil i hvert fald forsøge, at begå selvmord, hvis jeg som godt 77½-årig når min foretrukne dødsdag: Tirsdag den 25. oktober 2050. Og hvorfor så lige den dato?

 

Jo, ser du. Som nævnt i ”Lidt om mig selv” andet steds på denne hjemmeside, er oktober min yndlingsmåned. Hvorfor, ved jeg egentligt ikke med sikkerhed, jeg har jo ikke fødselsdag i den måned. Men jeg tror det har noget med navnet, at gøre, som jeg godt ka’ li’, uvist af hvilken årsag.

 

Så har jeg taget denne måned sammen med 1/4 af 100 = 25, så har jeg datoen: den 25. oktober. Dernæst har jeg så doblet de 25 op til 50, og koblet det sammen det 20. århundrede = halvdelen af århundredet, så har jeg årstallet 2050.

 

Endeligt har jeg afslutningsvis gået ind på web-adressen: www.rmadsen.dk/kal , hvor man ka’ finde ugedagen m.m. på en hvilken som helst dato fra onsdag den 1. januar 1500, til torsdag den 31. december 2099 – et spænd på hele 599 år. Der har jeg så fundet ud af, at netop den 25. oktober 2050, er en tirsdag.

 

Da jeg positivt ved, at jeg er født på en tirsdag, ku’ jeg ikke dy mig, for, at regne ud, hvor mange uger der var imellem min fødselsdato og foretrukne dødsdato. Og jeg fandt ud af, at der var præcis 4.051 uger eller 28.357 dage. Men efter min egen mening er det nok lidet sandsynligt, om jeg overhovedet når så langt pga. min rimeligt usunde levevis. Som du ka’ læse meget mere om under ”Lidt om mig selv”.

 

Men tilbage til min OCD: Jeg havde som sagt nogle selvmordstanker pga. hele det helvede jeg sku’ igennem, hver gang jeg sku’ på toilettet, som altså stod på i et års tid til halvanden. Så engang i oktober 1998, sad jeg som nu og skrev på livet løs.

 

Pludseligt skete ”ulykken” – jeg sku’ tisse. Men jeg gad ikke for 117. gang igen, at fyre 2½ time af på det, Og tænkte: ”Der må findes en eller anden måde på, hvordan jeg ka’ beskytte tastaturet imod mine efterfølgende beskidte hænder”, og så gik jeg i gang med, at lede.

 

Til alt held havde jeg nogle plasticengangshandsker hængende på en krog ude i skabet, til afrivning. Jeg rev sådan en af og lagde den et sted, hvor jeg ku’ få fat i den uden, at berøre det underlag det lå på, hvorefter jeg gik ud og tissede. Bagefter tog jeg engangshandsken på min venstre hånd, og forsatte grifleriet her foran computeren som om intet var hændt.

 

Jeg havde dog ikke taget i ed, at min hånd blev godt svedig inde i sådan en handske. Så efter nogle timer begyndte sveden, at rende ned ad armen i lange striber uden jeg ku’ gøre ret meget ved det. Da jeg så var færdig med, at grifle for den dag, gik jeg ud og spenderede de 2½ time på, at tisse af endnu engang og vaske hænder.

 

Men nu, da jeg havde prøvet det, fandt jeg ud af, at det nok ikke var måden, at gøre det på. Så tænkte jeg: ”Hva’ nu, hvis jeg gør det omvendt – altså tager engangshandsken på inden jeg går på toilettet. Så sidder al skidtet på handsken, som jeg bare ka’ ta’ af og smide væk bagefter, og så ka’ jeg bare nøjes med, at skylle al sveden af under den varme hane ude i køkkenet efterfølgende”. Og som tænkt, så gjort. Dette lille trick revolutionerede fuldstændigt den måde jeg gik på toilettet på: Nu ku’ jeg nøjes med et toiletbesøg på skaldede 15-20 minutter i stedet for de 2½ time, når jeg bare sku’ ud, at tisse. Men sku’ jeg derimod ud, at skide, måtter jeg stadig spendere et par timer på, at vaske mine hænder bagefter.

 

Men det var da trods, at også bedre end de 5 timer, det tog før. Men det betød, at mine 20 plasticengangshandsker meget hurtigt slap op, og jeg måtte ud, at erhverve mig nogle nye. Da Superbrugsen nede ved Brønshøj torv – hvor jeg på det tidspunkt normalt plejede, at købe mine engangshandsker – en dag havde udsolgt af dem, var jeg pinende nødsaget til, at gå alternative steder hen for, at købe dem.

 

Her tænkte jeg så, at Matas i den anden ende af Brønshøj torv, evt. var en konkret mulighed. Så der spankulerede jeg nok så nydeligt ned – og jo, minsandten. De havde ikke bare de vanlige 20 styx ad gangen, man ka’ rive af med et stykke pap til, at samle det med, som Superbrugsen havde. De havde flere poser med hele 100 styx i. Og de var kun lidt dyrere, end dem med 20 styx i fra Superbrugsen.

 

Så dem købte jeg på stedet et sandt pragteksemplar af, så havde jeg da i hvert fald til et stykke tid. Og det var faktisk også tiltrængt med så mange engangshandsker ad gangen. For kort tid efter fandt jeg på mange andre anvendelsesmuligheder for engangshandskerne: Bl.a. ku’ jeg nu ikke ta’ tøj på uden, at ta’ en engangshandske på: Mine fødder havde gået ude på gulvet i badeværelset, hvor jeg nogen gange tissede ved siden af, så dem ville jeg ikke røre med en ildtang. Og som følge deraf gjaldt det det samme for mine sokker. Bæltet om mine bukser havde jeg rørt ved efter jeg havde tørret mig i røven, så det var også ”beskidt”. Underbukserne er pr. definition altid beskidte, da jeg altid berører dem, når jeg går på toilettet. Da jeg altid ta’r sokkerne på før min T-shirt – og dermed berører mine ”beskidte” fødder undervejs – svinede jeg også min T-shirt til, når jeg tog den på.

 

Og skoene var jeg engang kommet til, at strinte lidt på under et toiletbesøg ude i Amagercentret nogle år forinden. Og desuden var der en engang en måge, som havde klattet på den ene sko nede i Degnemosen på Bellahøj, så dem ville jeg under ingen omstændigheder røre med en ildtang.

 

De eneste to typer beklædning jeg ikke behøvede engangshandsker til, at ta’ på, var min trøje og jakke, da jeg på daværende tidspunkt rendte rundt i T-shirt herhjemme og betragtede de 2 ting, som regulært overtøj. Årene gik og min OCD blev lidt værre for hvert år – dog ikke alarmerende meget værre.

 

Og efterhånden fandt jeg hurtigt ud, af, at hvis jeg sku’ ha’ engangshandsker nok til en måneds forbrug, var 3 x 100 en passende mængde, hvilket har holdt ved lige siden. Ca. i februar 2004, var jeg omsider ved, at være motiveret for, at gå i behandling for min OCD.

 

Men på tirsdag den 2. marts 2004, ca. kl. 11:00, om formiddagen, fik jeg en opringning fra selveste den daværende kvindelige formanden for boligbestyrelsen, Winnie Jørgensen. Og hun ku’ fortælle mig en lidet flatterende nyhed: Min underbo, havde klaget til bestyrelsen over, at det tilsyneladende dryppede med vand ned fra hans loft henne ved køkkenregionen.

 

Og den var god nok: Mine hidtil OCD-relaterede håndskylninger under den varme hane ude i køkkenet i op til 5 minutter ad gangen, når jeg havde været ude, at tisse, og tilsvarende 3 minutter, når jeg havde lavet saft til aftensmaden, havde med tiden genereret en meget stor og næsten uigennemtrængelig kalkprop i afløbet til vasken.

 

Så hver gang jeg skyllede sveden af min venstre hånd i de flere minutter ad gangen, det drejede sig om, for en varm hane, der var skruet et pænt stykke op for. Ja, så skete det uundgåelige og helt forudsigelige, at den ellers rimeligt rummelige køkkenvask gik over sine bredder, og skabte et miniatureudgave af Niagaravandfaldet ned fra køkkenbordet og ned på gulvtæppet.

 

Og derfra altså igennem etageadskillelsen og ned til min stakkels underbo. Jeg havde fået konstateret en gedigen vandskade, så jeg gik soppende rundt på mine bare tæer, og trådte vande på det drivvåde gulvtæppe i op til en radius på halvanden til 2 meter fra mit skabskøkken.

 

De sendte så først og fremmest en bliktud op til mig, ved første givende lejlighed, til, at udskifte det yderst tilstoppede afløb med det samme. Nogle folk fra bestyrelsen kom sammen med bliktuden, for ved selvsyn, at besigtige skadens omfang og danne sig et overblik.

 

Den følgende dag kom gårdmanden op, for, at fjerne den dyngvåde del af gulvtæppet med en hoppykniv, så man ku’ se skaderne på gulvbrædderne nedenunder. Og jeg syn’s faktisk ikke selv, at det så helt så slemt ud, som jeg ellers havde frygtet, hvilket gårdmanden til dels ga’ mig lidt ret i. Men al den virak fik mig til, at indse, at jeg nok måtte skære lidt ned på den tid, jeg brugte på, at skylle min venstre hånd under den varme han. Så fra den ene dag til den anden, omlagde jeg den måde, jeg vaskede/skyllede mine hænder på: Hvor jeg tidligere havde skyllet min venstre hånd under den varme hane i køkkenet i 3 minutter ud i en køre, når jeg havde lavet saft, skar jeg det ned til 1 minut og 15 sekunder. Hvorfor det lige blev det, ved jeg sgu ikke rigtigt, det blev det bare.

 

Samtidig med det holdt jeg nu helt op med, at skylle sveden af min venstre hånd under den varme hane ude i køkkenet i 5 minutter i alt. Og i stedet for begyndte jeg, at praktisere, at enhåndshåndvaske min venstre hånd – dog kun håndfladen i ligeledes 1 minut og 15 sekunder, ved gentagne gange, at lade de 4 af fingrene glide nedefra og op ad håndfladen, mens tommelfingeren kørte i monotone cirkelbevægelser på siden af pegefingeren.

 

Siden hen fandt jeg på, at køre tommelfingeren i cirkelbevægelser rundt om de 4 andre samlede fingre – hvilket jeg praktiserer den dag i dag. Så skete der egentligt ikke så meget mere i et par dage, før bestyrelsen pludseligt havde organiseret en socialrådgiver nede fra det lokale socialcenter på Lærkevej, som de kom brasende med.

 

Han sku’ ta’ sig af det praktiske med, at få mig genhuset mens det meste af mit indbo blev kørt til opmagasinering hos 3x34, som også kom og hentede det.

 

For, at gøre en lang historie kort, blev jeg først ca. på onsdag den 24. marts 2004, genhuset i et handicapcenter nær Sundbyvester plads på Amager, som hed Sundbyvang. Ved den lejlighed, var det også, at jeg kort tid efter indflytningen overtog min nuværende computer fra min bonusfar. Da de efter en god måneds tid, ikke ku’ ha’ mig boende på Sundbyvang mere, måtte mit forsikringsselskab træde til, med en genhusningsbolig i nærheden af hvor jeg boede. Efter et enkelt mislykket forsøg på en genhusning over en tæppebiks længere nede ad Frederikssundsvej – som faldt på, at trappen op til taglejligheden, det drejede sig om, var for stejl – endte jeg i stedet på øverste etage i et lysegult toplanshus på adressen: Gladsaxevej 87 2860 Søborg.

 

Der boede jeg så fra lørdag den 1. maj 2004, til Sankt Hans dag 2004, på torsdag den 24. juni 2004, hvor arbejdet var helt færdigt og der var lagt et helt nyt parketgulv. Resten af 2004, brugte jeg på, at hhv. få et nyt gulvtæppe på, og komme på plads i min lejlighed igen efter både vandskade og genhusning. Og derfor skrinlagde jeg delvist alle planer om, at blive behandlet for min OCD foreløbigt.

 

Men så på torsdag den 26. august 2004, så jeg en udsendelse om OCD på DK4, hvor den unge kvindelige formand for OCD-foreningen, som selv led af OCD, men var rimelig velbehandlet for det, og derfor var sådan nogenlunde symptomfri, medvirkede. Jeg anede ikke, at der fandtes en regulær forening for OCD-ramte som mig.

 

Så da både postadressen til foreningen, web-adressen på foreningens hjemmeside og telefonnummeret til foreningen dukkede op på skærmen i slutningen af udsendelse, noterede jeg foreløbigt den rimeligt nemme web-adresse, der lyder logisk, som følger: www.ocd-foreningen.dk , i min hjernekiste.

 

Derefter gik jeg lidt senere – da jeg fik tændt for computeren den næste eftermiddag – altså fredag den 27. august 2004 – ind på OCD-foreningens hjemmeside, hvor jeg rimeligt hurtigt fandt frem til formandens adresse og telefonnumre. Jeg ka’ desværre ikke huske, hva’ hun hed, men jeg ringede ikke desto mindre hende op på hendes fastnettelefonnummer, og fik en lille snak med hende om OCD-foreningen og muligheden for et eventuelt medlemskab af den, som hun fortalte mig dengang kostede 200,- kr. i kontingent om året. Hun havde dog ikke noget dybere kendskab til de mere praktiske detaljer vedrørende et konkret medlemskab.

 

Så hun henvist i stedet til nogle af foreningens andre kontaktpersoner med bl.a. navns nævnelse, hvis tilhørende telefonnumre m.m. jeg ku’ finde på hjemmesiden. Jeg prøvede så gentagne gange forgæves, at komme i telefonisk kontakt med den specifikke kontaktperson, hun havde anbefalet.

 

Så prøvede jeg forgæves, at blive medlem via hjemmeside. Og siden hen prøvede jeg gentagne gange over flere dage, at få fat i formanden igen, både via fastnet- og mibilnummeret, men igen uden held. Og så opga’ jeg helt til sidst, og har ikke forsøgt det siden.

 

Så gik der et lille halvt års tid, får jeg i starten af februar 2005, endeligt langt om længe fik nosset mig sammen til, at kontakte en psykiater, med henblik på, at få kureret min OCD-lidelse. Nu sku’ det fa’me være, så jeg én gang for alle ku’ blive min OCD kvit i en ruf.

 

Men for nu lige, at få lidt baggrundshistorie, så havde min storesøster som barn, nogle personlige problemer. Så hun sku’ lige lugt i kløerne på den grufulde børnepsykiater – nej pjat. Hun skulle til en børnepsykiater, men grufuld sku’ han/hun bestemt ikke være.

 

Men det store stygge 10.000,- kronersspørgsmål, var jo, hvem i hedehulehelvede det nu skulle være. Ad kanaler og omvejer som ingen rigtig husker i dag, blev vores lille atomkernefamilie anbefalet en kvindelig børnepsykiater ved navn Anna Koch, som var alt andet, end grufuld og havde sin praksis i et lægecenter ude i et af Danmarks ældste indkøbscenter, ved navn Rødovre Centrum. Hende gik vores familie til med jævne mellemrum i nogle år, til min storesøster var blevet for gammel til, at gå der.

 

Om hun så fortsatte videre hos en voksenpsykiater bagefter, melder historien desværre ikke noget om – der er simpelt hen ingen der husker det mere. Men vi snakker nok også engang i 1975-76-77 stykker velsagtens. Så det er der måske ikke noget, at sige til.

 

Bortset fra det, gik der nu efterfølgende end 6-8 års penge, så gjorde min epilepsi, at jeg ved nytårstide 1982-83, blev indlagt i ca. 2 måneder på epilepsihospitalet Philadelphia i Dianalund på Vestsjælland. Der sku’ jeg ha’ foretaget nogle undersøgelser, for, at se, om jeg nu også fik den rette medicin i de rette mængder, som det hed.

 

Men det blev en noget ubehagelig oplevelse for mig. For jeg sku’ være væk fra min mor og far, som havde fortalt mig, at det højst ville ta’ en måneds tid – ud fra, hva’ de selv havde fået, at vide af lægerne/pædagogerne på stedet. Men lægerne med mere, ku’ ikke snøvle sig færdig med undersøgelserne af mig og blev ved med, at komme med nye undersøgelser en masse, som de liiige sku’ ha’ gjort færdig først, før de ku’ sende mig hjem.

 

Og der gik 1 måned uden der skete noget, der gik 2 måneder uden der skete noget. Uden, at hverken jeg eller mine forældre fik andet, at vide, end, at de lige manglede nogle undersøgelser før de var færdige.

 

Mine forældre besøgte mig så meget de kunne, men det var jo lidt langt fra Dragør, selv i bil, så det var ikke så tit de kom på besøg. Det var hårdt for sådan en 9 års knægt som mig, og jeg opfattede det nærmest som et regulært fængselsophold på ubestemt tid, og blev langsomt, men sikkert mere og mere indesluttet. Det opfattede de klamhuggere af nogle læger, som noget helt naturligt hos mig, og begyndte, at strikke en totalt forfejlet diagnose sammen.

 

Hvor de så forklarede alle de problemer jeg havde, og ikke mindst, at jeg var så og så indesluttet og meget andet lort om mig. Et billede mine forældre slet ikke kunne genkende. Så de allierede sig med mine lærere fra skolen, som i en sand kærlighedserklæring til mig stillede velvilligt op, til, at ta’ med mine forældre derned og fortælle de forpulede læger og pædagoger nogle solide sandheder om, hvordan jeg virkelig var – og det hjalp.

 

De fik gjort deres sidste undersøgelser færdig af mig i løbet af no time. Og som den sidste handling på epilepsihospitalet, fik jeg lov til, at holde min første runde 10 års fødselsdag sammen med min familie, inden jeg omsider blev udskrevet, og vi drog hjemover alle sammen for sidste gang.

 

Men opholdet havde taget hårdt på mig, så nu var det min tur til, at komme til en børnepsykiater. Så kom min mor i tanke om hende Anna Koch igen. Hun kendte familien og var et elskeligt menneske.

 

Men da mine forældre var blevet skilt kort tid forinden, og min far ikke gad, at ta’ med, selvom han havde forældremyndigheden over mig, var det kun min mor der tog med mig derud. Så min mor kontaktede hende børnepsykiateren og spurgte om hun ville ta’ mig under kærlig behandling. Jamen hun ku’ da godt huske os, og ville naturligvis gerne behandle mig.

 

De aftalte så en tid noget tid senere, og jeg gik så hos hende sammen med min mor i de næste 2-2½ års tid, til jeg var for gammel til, at gå hos hende. Men så indtraf tragedien: Min far døde pludseligt i en alder af bare små 57 år i juli 1985, efter 2 på hinanden følgende blodpropper i hjertet med godt 3 måneders mellemrum.

 

Min mor fik så efter nogen tids kamp med Dragør Kommune, omsider forældremyndigheden over mig. Men tabet af min far, var selvfølgeligt et stort chok for mig, da jeg var meget tæt knyttet til ham. Og efterreaktionen udeblev da heller ikke, da jeg bare en uge efter min fars død, pludseligt blev panisk angst for, at jeg også sku’ miste min mor, og, at hun sku’ dø imellem fingrende på mig.

 

Det ga’ sig udslag i, at jeg stod op flere gange om natten for, at tjekke om min mor nu stadigvæk trak vejret, ved, at stikke en finger ind under hendes næse. Det ku’ ikke helt undgå, at vække min mor, som i den efterfølgende tid i sagens natur fik en meget forstyrret søvn, og var næsten konstant træt.

 

Hun opfattede det nærmest som en raffineret form for tortur, da hun blev forhindret i, at sove. Men hun ku’ godt se, at jeg havde det skidt. Men da tiden hos Anna Koch, var ved, at rinde ret så kraftigt ud for mig, spurgte min mor Anna Koch til den allersidste konsultation, om hun evt. ku’ anbefale nogle andre psykiatere for voksne, for jeg havde altså stadigvæk brug for psykiatrisk behandling.

 

Og hun ku’ varmt anbefale en mandlig psykiater ved navn Kurt Rasmussen. Han havde praksis næsten lige ved siden af Anna Koch i samme lægecenter ude i Rødovre Centrum. ”Der var godt nok noget ventetid, men han var værd, at vente på”, fortalte hun. ”Men når i nu ser ham, ska’ i ikke blive forskrækkede”, fortsatte hun. ”Han ser lidt aparte ud med lagt bølget gråt hår, men han har altså et hjerte af guld”, som hun udtrykte det. Så min mor fik telefonnummeret til ham, og ringede ham siden hen op og aftalte en tid. Tiden gik, men ca. Grundlovsdag 1986, tilbage på torsdag den 5. juni 1986, var vi oppe til den første konsultation hos ham. Og Anna Koch havde haft ret, han var virkelig god, at snakke med.

 

Det var ligesom, at jeg fik ladet batterierne op, som jeg udtrykte det, hver gang vi havde været til en times konsultation hos ham ca. en gang om måneden. Og langsomt men sikkert fik jeg over de næste 2-3 års intensiv behandling hos ham, bearbejdet min sorg over tabet af min far og totalt elimineret min paniske angst for, at miste min mor, så både hun og jeg ku’ få en rolig nattesøvn for eftertiden.

 

Undervejs i forløbet, var det også ham, der fortalte min mor og mig, at det var OCD, jeg led af. Men han nåede desværre aldrig, at behandle mig for det, da det på daværende tidspunkt var lidt vigtigere, at få mine andre problemer på plads først. Og det’ jo for så vidt også rigtigt langt hen ad vejen.

 

Ca. i 1989 holdt vi op hos ham, da han gik på pension. Men jeg har aldrig glemt ham og hans placering i lægecentret, så da jeg nu sku’ til, at finde en psykiater, til, at behandle min OCD, var valget nærliggende, og jeg tænkte: ”Der må være kommet en efterfølger efter ham. Så jeg gik ind på Rødovre Centrums hjemmeside, fandt efter lidt søgning frem til telefonnumre over lægerne m.m. i lægecentret.

 

Og efter yderligere lidt hurtig søgning, fandt jeg frem til telefonnummeret på den nuværende psykiater, som hed Knud Raben-Pedersen – og det gør han formodentligt endnu. Det var ikke synderligt svært, at finde, da Knud Rasmussens gamle medpsykiater, Gerda Nissen, ved siden af, stadig var der. Så direkte fra et kig på hjemmesiden tastede jeg hans telefonnummer ind på min daværende Kirk Delta II-bordtelefon ved siden af computeren, og ringede ham op.

 

Og det første jeg spurgte ham om, var: ”Dav, jeg hedder Christian Bugge, ka’ du kurere OCD?”, ”Jae, det sku’ jeg da nok mene”, lød svaret i den anden ende af røret. (Til din orientering havde jeg forinden fået, at vide af lægen på Socialcentret ude i Tingbjerg, at det var helt almindelige psykiatere, som ku’ ta’ sig af OCD-behandlingen. Og ikke nødvendigvis psykiatere med speciale i netop OCD-behandling, som jeg hidtil havde troet.)

 

Derfor ville jeg lige være helt sikker og høre det fra psykiaterens mund selv. Men da jeg nu havde fået endegyldigt bekræftet det, sagde jeg: ”Så vil jeg godt ha’ lavet en tid hos dig, for det er OCD jeg lider af”, ”Jamen det bliver så i givet fald først om en måneds tid”, lød det lakoniske svar i den anden ende.

 

”Ja, ja, men det er fint med mig, jeg har ikke synderligt travlt. Så bare jeg kommer til, så er det, det vigtigste”, svarede jeg retur. Og dermed lavede Jeg så en aftalt tid hos ham en måneds tid senere, som nærmere bestemt, var 3 dage før min 32 års fødselsdag, på torsdag den 3. marts 2005. Og siden da har jeg været i behandling hos ham.

 

Men efter min mening, er han en middelmådig psykiater. For selvom jeg – indrømmet – p.t. er kommet sådan rimeligt langt i min OCD-behandling set i forhold til udgangspunktet i starten af marts 2005, er jeg ikke helt tilfreds med ham, når han bare indleder med, at spørge hvordan det går med mig – altså underforstået i OCD-henseende, lytter efterfølgende til, hva’ jeg evt. har, at berette om i den forløbende måneds tid siden sidst, for derefter, at afslutte med et: ”Nåh, ska’ du ha’ lidt med hjem”, lige inden, at han udskriver en ny recept til den medicin, jeg ta’r for det, og til sidst gi’ mig en ny tid. Han gi’r mig ikke noget ordentligt modspil eller kommer med forskellige værktøjer til, hvordan jeg ka’ komme videre i min OCD.

 

Jeg må finde ud af det hele selv – hvilket jeg så også har gjort – og hans konsultationer, varer i modsætning til Kurt Rasmussen, ikke en time, men max et kvarters tid eller derunder efter de tider/klokkeslæt, der står med et kvarters interval i hans store tykke mursten af en spiralkalender.

 

Han skriver heller ikke en dyt ned på en blok – i hvert fald ikke mens jeg er der – om det jeg i givet fald fortæller han, som Kurt Rasmussen både gjorde, og evt. også brugte det i senere konsultationer. Han er som sagt efter min mening en meget middelmådig psykiater, grænsende til ligefrem det helt uduelige.

 

Jeg har prøvet, at fortælle ham det indtil flere gange – dog ikke så bramfrit, som her på siden – men han taler hele tiden udenom og prøver på, at bagatelliserer promblemstillingen. Men når det så er sagt, så der er 2 ting, der med flere længder overskygger alle dårligdommene ved den så middelmådige psykiater med en tilsvarende middelmådig OCD-behandling, og som foreløbigt får mig til, at blive hos ham.

 

Og det er: 1.): Det ligger centralt, 13’eren kører lige derud fra Bellahøj Trafikplads ca. 500 meter fra, hvor jeg bor. 2.): Det ligger oven på et indkøbscenter med et apotek, hvor jeg ka’ gå lige ned bagefter og indløse recepten. Bortset fra alt det bavl, så gik der nu godt et års tid, og det blev min 33 års fødselsdag, som vist blev fejret en dag før, på søndag den 5. marts 2006 (Jørgen de Mylius’ 60 års fødselsdag i øvrigt, men det er en helt anden snak).

 

Der var jeg gået i bad som sædvanligt. Bagefter rensede jeg mine våde øre med en serviet. Jeg havde i kampens hede bare begået den fejl, at overse en meget lille mængde ørevoks på min højre øreflip. Det gik så ned med til min mor på Bellahøj med, for, at fejre min fødselsdag der, da jeg qua mit handicap, ikke selv magter, at stå for sådan en fest.

 

Så der er hidtil stort set alle mine fødselsdage afholdt, siden jeg flyttede ind hos min mor og bonusfar på Bellahøj i 1990. Da der var gået et stykke tid til festen hos min mor, opdagede min storesøsters barberbladsskarpe falkelaserblik, den minimale klat ørevoks på min højre øreflip, og hun bad mig fjerne den med et stykke køkkenrulle.

 

Det gjorde jeg så uden, at der kom noget synligt ørevoks på servietten. Men guddødeme om hun så ikke bagefter ga’ mig en lodret ordre om, at vaske mine hænder. Og det var til trods for, at jeg på intet tidspunkt havde været i kontakt med min højre øreflip med min fingre, og jeg absolut ikke havde fået noget voks på fingrene. Men det var min storesøster bare tordnende ligeglad med, jeg havde bare, at parere ordre og vaske de fingre med det samme.

 

Men ret ska’ være ret: Til min storesøsters forsvar, bør jeg nok lige nævne, at jeg var rimeligt korthåret på det tidspunkt, så det var forholdsvis let, at se mine øre med eller uden voks i – ligesom det i øvrigt også er nu. Derudover var det – indrømmet – dog ikke just sådan hun formulerede det, som her beskrevet. Hun nøjedes dog bare med et diskret og lavmælt: ”Vask lige dine fingre!” Oven i købet 2 gange mens hun rynkede lidt på næsen. Men jeg opfattede det selv som lodret ordre, og gik da også ud og gjorde det efterfølgende – dog kun modvilligt og med en lynhurtig enhåndshåndvaskning. Bagefter fortsatte vi festen, men jeg tænkte meget over det efterfølgende, og siden hen også da jeg kom hjem til mig selv.

 

Hvor jeg næsten tangerede en lille ”angst” for ørevoks, som jeg underligt nok, som en af de eneste ting, aldrig har været bange for før i OCD-henseende. Men efter godt et års behandling, af min OCD, var jeg klippefast besluttet på ikke, at la’ mig kue af det, rankede ryggen og fortsatte kampen. Og i dag, her godt halvandet år efter oplevelsen, rør det mig stort set ikke mere, at få ørevoks på fingrene – det tørre jeg bare af i en dertil indrettet serviet til formålet.

 

Og så foretager jeg mig en øreskylning i forbindelse med, at jeg går i bad. Så efter dette optrin, må jeg sande, at min temperamentsfulde storesøster til enhver tid ka’ få mig ned med nakken i OCD-henseende, hvis hun ønsker det. Men det ska’ hun kraftknuseme ikke ha’ lov til. Men nu, hvor du har hørt om min til dato største fiasko i min kontinuerlige OCD-behandling, er det vel på sin plads her på falderebet i slutningen af beretningen, i stedet for, at fremhæve min til dato største sejr i min OCD-behandling:

 

Helt tilbage for godt et år siden, nærmere bestemt på fredag den 1. december 2006, var jeg sædvanen tro i fuld gang med, at lægge budget på min computer. Men jeg havde dårlig mave, og sku’ ud, at skide hele tiden. Og hver gang sku’ jeg fyrer et par timer af på det. Jeg havde begrænset tid, da jeg sku’ nå ned i banken inden de lukkede for den dag, kl. 16:00.

 

Og til sidst ku’ jeg se, at hvis jeg sku’ nå ned i banken inden de lukkede, var jeg pinende nødsaget til, at reducere min håndvask drastisk. Så jeg skar helt ind til benet i overført betydning, rent tidsmæssig, og sad på toilettet i ca. 10 minutter i stedet for en halv time, Og så skyndte jeg mig så meget som muligt med, at vaske hænder, ved, at reducere den tid, jeg bruger til, at vaske hver enkelt del af hænderne, til et absolut minimum.

 

Til din orientering bør jeg nok lige for en god ordens skyld nævne, at jeg har sgu egentligt aldrig følt en reel fysisk angst for skidt og bakterier i al den tid, jeg har haft OCD. Jeg har i stedet for mærket en helt speciel snurrende fornemmelse på det pågældende ”beskidte” sted på min krop.

 

Og den fornemmelse ta’r gerne flere timer eller måske sågar en hel dag, at blive kvit. Selvom jeg sjældent glemmer selve situationen, som svinede område til, når jeg er blevet det kvit. Men imens det står på, er der intet, jeg røre med de bare næver bagefter, som må komme i berøring med det ”beskidte” område. Den fornemmelse havde jeg i mindre grad i min venstre håndflade efter, jeg havde reduceret det, at skide, til bare en halv time – godt gået.

 

Men jeg prøvede, at ignorere det mens jeg lige ordnede nogle reklamer som lå i en lænestol. Da jeg var færdig med det, sku’ jeg guddødeme ud, at skide igen. Men nu kendte jeg proceduren, og det tog nu igen en halv times tid, at få det klaret. Efter endnu en håndvask efter samme opskrift, var min snurrende fornemmelse i min venstre håndflade så godt som væk – den forsvandt i hvert fald helt kort tid efter.

 

Men det var så heldigvis også den sidste gang, jeg sked den dag. Men da jeg nogle dage senere, sku’ ud, at skide igen på et tidspunkt, hvor jeg havde bedre tid. Forfinede jeg håndvaskningen til det, det er i dag, hvor jeg vasker alle dele af min venstre hånd + hhv. vask af min højre hånd og 2 enhåndshåndvaskning af min venstre hånd – en i hver ende af håndvaskningen. Og hvert punkt bruger jeg 1 minut og 15 sekunder, som jeg efter nærmere eftertanke, tror stammer fra, at jeg vist netop havde købt mit nuværende analoge junghans-armbåndsur uden radiostyring af tiden.

 

Og der var de 1 minut og 15 sekunder en nem måde, at huske, hvornår jeg skulle stoppe vaskningen af den ene del af hånden og begynde den næste, ud fra sekundviserens bevægelser. Imellem hver del bruger jeg 30 sekunder på, skylle min venstre let og komme ny sæbe på. Og nu er det grundlaget for al håndvask for mit vedkommende.

 

Samtidig deler jeg urskiven op i fjerdedele til stop og start af div. vaskedele. Endeligt bruger jeg altid flydende sæbe, og jeg trykker altid mindst 7 gange med tommelfingeren på pumpen, og 9 gange når det gælder vask, af min højre hånd, hvor der ska’ opbygges et lag sæbeskum på håndryggen.

 

Hvorefter det lige er det antal tryk, jeg benytter mig af, tror jeg bare hænger sammen med, at det langsomt, men sikkert er blevet sådan igennem tiden.

 

Det var alt om min OCD. Til allersidst ka' til din orientering oplyse dig op, at qua mit fysiske handicap ikke just er nogen rengøringsfreak, hvis man lige ser bort fra mine OCD-relaterede håndvaske. Derfor bor jeg - uden, at gå for meget i detaljer - i en halvbeskidt lejlighed og går sjældent i bad. Men det har min mor og bonusfar til fulde accepteret, og det er jeg selvfølgeligt glad for. Resten af familien har accepteret så lagt, at jeg bare er rimeligt renvasket og ikke lugter alt for meget af sved, når jeg er sammen med dem. Som f.eks. til jul og fødselsdage etc. Og det respekterer jeg fuldt ud. Jeg takker hellere nej til en invitation, frem for, at møde op uvasket. Det samme gælder, hvis jeg ska' til beboermøde i den ejendom, jeg bor i eller til ska' til lægen, hvilket jeg af samme grund sjældent er. Hvorimod hvis jeg færdes i det offentlige rum alene, hvor ingen kender mig, ta'r jeg ikke den slags hensyn. Og det gør jeg ikke fordi, at vildt fremmede mennesker stopper ikke hinanden på åben gade, og gi'r udtryk for, at modparten lugter af sved, under normale omstændigheder. Jeg har i hvert fald ikke været ude for det endnu 7-9-13.  Ellers er det så småt ved, at være slut med hele denne lange svada – for denne gang. Det hele fylder godt og vel 36½ tætskreven side før jeg laver sætter tomme linier ind i teksten, og godt og vel 53½ side med indsatte mellemrum i teksten, så den er lettere, at læse for andre end mig.

 

Det gi’r en forskel med tilføjelser og hele svineriet undervejs, på hele 17 ekstra sider lige ud. Håber du nød, at læse denne lange svada. Har du mod på, at læse nogle af mine andre tekster her på hjemmesiden, se på billeder, spille spil eller noget helt fjerde, ska’ du være mere end velkommen til det hele lige så tosset du vil.

 

Denne tekst er helt oprindeligt lavet, som en udvidelse af siden: ”Lidt om mig selv”. Men da dokumentet begyndte, at svulme og sideantallet efterhånden fik en anseelig størrelse, opga’ jeg det helt og har i stedet lavet denne ekstra 41. side på denne hjemmeside. Det hele er som tidligere nævnt oprindeligt skrevet i et Word-dokument, gemt i udklipsholderen og siden hen indsat her på hjemmesiden. God fornøjelse. Så mange var ordene, det var alt herfra, tak for denne gang. Helt endegyldigt afsluttet efter ca. 31 timers arbejde på en gang, på den 2. søndag i advent 2007, på søndag den 9. december 2007, kl. 19:09:50, slut!!

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Helene Ziegler | Svar 02.09.2015 16.54

Hej Christian, psykiater Kurt Rasmussen indstillede mig til førtidspension i 1996, - hvorfor han ikke, som du skriver gik pension i 1989, men 1999 😊

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

27.02 | 15:05

Lyder forfærdeligt :/

---------------------------------------
http://www.kviklantop.com/

...
02.09 | 16:54

Hej Christian, psykiater Kurt Rasmussen indstillede mig til førtidspension i 1996, - hvorfor han ikke, som du skriver gik pension i 1989, men 1999 😊

...
16.01 | 16:58

Din artikel er en klar argument, jeg kan lide din blog! Tak for at lade mig skrive under min hjemmeside!
http://www.burberrybagsaleoutlet.co.uk/
http://www.theb

...
05.12 | 08:08

Choose your favorite beats - Beats By Dre. And you can go to http://www.beatshovedtelefoner-dk.info/ store and

purchase them!

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE